Nyt fra Jaffo

Portræt af israelske jøder

2012-01-27T18:17:00.006+02:00

En større undersøgelse af israelske jøders tro, praktiske observans og værdier er netop offentliggjort. 2803 personer er blevet interviewet i løbet af 2009, og nu foreligger resultatet. Du kan se det hele her.

Overordnet viser undersøgelsen ift. tilsvarende undersøgelser i 1991 og 1999, at der er et stigende antal israelske jøder, der definerer sig som religiøse, som også Jerusalem Post noterer. I 1999 definerede 52% sig som sekulære jøder. Det tal var i 2009 faldet til 46%. Samtidig definerer 7% flere end i 1999 sig som ortodokse (antallet af 'traditionelle' er faldet med 1%).

Interessant for vores forståelse af jødisk identitet er det også, at der er flere (98%), der mener, det er vigtigt at huske Holocaust, end det er vigtigt at føle sig som en del af det jødiske folk (92%) eller at bo i Israel (89%).

Yderligere er det bl.a. værd at notere sig, at:
- 80% tror, at Gud eksisterer.
- 71% mener, at det enten er 'meget vigtigt' eller 'vigtigt' at studere TaNaK (GT) og skrifter fra den jødiske tradition, men kun 16% gør det selv (det bekræfter i øvrigt vores erfaring med mange af vores besøgende. Trods meget stærk identifikationsværdi kender folk ofte ikke deres 'egen' bibel).
- 69% mener, at loven og budene reelt er givet af Gud.
- 60% tror på et liv efter døden.
- 55% venter stadig på Messias.

På den ene side er det motiverende med alle disse tilknytningspunkter for at gøre Jesus gældende. På den anden side er det også vældig trist, for når nu det er så åbenbart, at Jesus er den, der kan kaste lys over det, de kun ser en skygge af; hvorfor er der så ikke flere, der tager imod ham?

Tja, det var vel præcis Jesu som Paulus' sorg. Paulus begrunder jo netop sin sorg over sit folks manglende tro på Jesus i dette, at de har alt det, der peger på ham, og alligevel vil de ikke ha' ham. Hvad gjorde Paulus ved det? Det eneste han kunne: Han bad og stred. Gud give os både at ville og kunne det samme.

"Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de må frelses" (Rom 10:1).

Shabbat Shalom

Teddy om at være sort i Israel

2012-01-23T22:17:00.003+02:00

I blog-posten fra 18. januar kunne du læse om Teddy Totimeh fra menigheden. Han har begået et interessant indlæg i Jerusalem Post om hans oplevelse af at være sort i Israel

Dryp fra ugen

2012-01-20T08:24:00.004+02:00

Onsdag var første gang for en ny kvindebibelstudiegruppe ud fra kirken, som fremover vil mødes privat hver anden uge. Jeg glæder mig stort over initiativet, og så er der jo her tale om noget, hvor jeg simpelthen er forment adgang. Jeg vil tro, at de fleste præster glæder sig over at se ting ske, som de ikke selv har fingrene i. Første serie er over et godt, klassisk emne: Kvinder i Bibelen.

I fredags havde jeg besøg af to gymnasieelever, som i klassen havde fået den opgave at skrive et projekt om en jøde, der gjorde en forskel i verden. Og ja, du gættede rigtigt; de valgte at skrive om Jesus. "Selvfølgelig", vil vi måske umiddelbart tænke, men det er mildest talt ikke selvfølgeligt her. Og så alligevel; det siger noget om, at det bliver mindre og mindre suspekt at beskæftige sig med Jesus.

Nogle har sagt, og jeg tror, der er noget om det, at det bl.a er fordi den almindelige israeler vender sig mere og mere mod den voksende gruppe af ultra-ortodokse jøder. Senest har der været demonstrationer i Beit Shemesh, fordi et par ultraortodokse mænd spyttede på en lille 8-årig pige, som de synes var uanstændigt klædt (hvilket vil sige casual).

Denne venden sig mod dem, der i høj grad sætter den religiøse dagsorden, kan blive en fordel for os, der har lyst til at sætte Jesus på dagsordenen. Mange har svært ved at identificere sig med den jødedom, som de ultra-ortodokse repræsenterer og lader sig derfor (i måske stadig højere grad) ikke diktere af deres synspunkter.

Anyway, både hyggeligt og spændende at snakke med to unge gutter, som altså gik til hedningepræsten for at vide mere om jøden Jesus. Sikket privilegium.

Et andet møde i denne uge har jeg også lyst at fortælle om, men sagen er jo, at de fleste af den slags samtaler, kan jeg ikke referere fra. Trods en vis opblødning, som nævnt ovenfor, så er Jesus altså stadig ikke kosher, og dermed er et besøg hos en præst det heller ikke.

Men helt generelt oplever jeg, at noget af det, der giver størst mening for folk er at begynde at se sig selv i Guds store historie. Det handler jo ikke så meget om, at vi har en livshistorie, som vi kan skrive Jesus ind i (lidt som at downloade en app til en smartphone), men egentlig mening i livet og trøst og glæde finder vi først, når vi ser, at Jesus skriver os ind i Guds historie. Mit liv får et andet center end mig selv; det er der faktisk meget befrielse i - ikke mindst for den livet umiddelbart ikke lykkes så godt for.

Og det er jo også lige præcis sagen, når det gælder jødemission. Det er den store historie, der skal frem. GT og NT er jo én stor historie om Guds masterplan for verden. I den forstand er evangelisation bare højtlæsning ;-)

Shabbat Shalom

Mød Teddy Totimeh

2012-01-18T16:51:00.003+02:00

Teddy's ansigt blæste lige op i hovedet på mig, da jeg tjekkede Haaretz' hjemmeside.

Her kan du altså møde en af de temmelig forskellige mennesker, som vores menighed består af.

Israel og sociale medier

2012-01-16T09:50:00.005+02:00

Ifølge en undersøgelse ud fra en stikprøve i oktober hører israelere til dem i verden, der bruger allermest tid på sociale medier. 11,1 timer om måneden ift. det globale gennemsnit på 5,7 timer. Det er foran fx USA, hvor gennemsnittet er på 6,9 timer. Derudover er det hele 94% af israelske netbrugere, der benytter sociale medier.

Det siger selvfølgelig noget om, at jødemission må involvere netmission. Det er der folk her til lands, der bruger deres tid på (se fx her), og dem du kunne du lige be' for i dag :-)

NY feature :-)

2012-01-11T10:14:00.002+02:00

Bemærk ny funktion nederst på siden. Der er mulighed for at få en email hver gang, der er nyt på bloggen. Indtast din mailadresse og bekræft tilmeldingen via link i tilsendt mail, og så er du kørende.

Bliver du senere træt af at få disse emails, kan du afmelde tjenesten igen via et link nederst i de tilsendte mails.

Bed for kristne i Jaffo og i Nigeria

2012-01-10T13:38:00.008+02:00

Der er en tung og lidt stille atmosfære i Jaffo i disse dage. I fredags fejrede den ortodokse kirke jul. Det går ikke stille af, og vi var oppe i bymidten for at se fyrværkeriet og nappe en shawarma til aftensmad. Senere om aftenen da vi checkede dagens nyheder, kunne vi læse, at mens vi sad 500m længere nede ad gaden og gumlede, var den måske mest fremtrædende leder i St. George ortodokse kirke blevet stukket ned af en mand i julemandskostume - ligesom de skulle påbegynde en procession igennem byen. Det står endnu ikke klart, hvem der står bag.

På drengenes skole er der en del børn fra den ortodokse kirke og ikke mindst mange, der er en del af spejderarbejdet dér, og generelt hersker der lidt usikkerhed blandt de små børn, som bliver nervøse for deres forældre, hvis ikke de står klar til at hente dem, når klokken ringer. Mordet fandt sted på skolens gade - bare 100m derfra. En helt anden ting er, at julemands-figuren fra nu af står i et helt andet lys, eller 'skygge' som det jo nærmere er.

Alle kristne i Jaffo er berørt. Familiebånd går på tværs, og alle er forbundet på den ene eller den anden måde. Således er vores frisør, der er søn af den katolske sikkerhedsvagt på børnenes skole, gift med den dræbtes datter, som altså er ortodoks, og sådan er der mange dagligdags og kirkelige forbindelser, der er med til at binde de kristne i Jaffo sammen.

Søndag havde vi igen fornøjelsen af at få besøg af ærkebiskoppen for den lutherske kirke i Nigeria, Nemuel A. Babba (som i øvrigt er færøsk gift). Han har kigget forbi til gudstjeneste de seneste gange, han har været i landet.

Han bor selv i et af de områder, der er ramt af de mange angreb fra muslimske ekstremister, og det er ikke enkelt at være kirke for tiden, fortalte han. Der er masser af usikkerhed; man ved ikke, hvornår det slår ned, men på trods af presset og spændingerne vokser kirken, så trods de tunge kår, fornemmede jeg klart en fortrøstningsfuld kirkeleder med tro på fremtiden.

Bed gerne for disse søster-fællesskaber - i Jaffo og i Nigeria.

GODT NYTÅR

2012-01-05T09:40:00.011+02:00

Vi er i gang igen med det normale program her efter jul. Vi havde igen en rigtig fin julefejring, og trods regn og blæst juleaften fandt folk alligevel frem til kirken, så vi bare havde et par enkelte sæder fri.

For andet år i træk forsøgte vi os med en midnatsgudstjeneste, og ca. 100 var omkring den, så det begynder at lugte lidt af noget, vi skal gøre hvert år. I løbet af hele juleugens program med koncerter og gudstjenester og Open Church har vi haft omkring 1000 gæster, så det er et af årets store sus - ikke mindst at forkynde juleevangeliet blandt det folk, som hørte det første gang.

Og det bliver ved med at være relevant. Selvfølgelig. For hvis vi var uden Gud i verden, ville alt være lige meget og ligegyldigt. Det er ikke til at bære implikationerne af. Og selv hvis vi opererer med Gud i vores verdensbillede, kunne det jo rimeligvis tænkes, at han var revnende ligeglad med os. Det ville heller ikke være til at bære implikationerne af, selvom vi svært kunne kræve, at han skulle synes noget særligt om os. Derfor er jul så skønt. Alt er ikke lige meget. Vi er ikke lige meget. God is on the move. Yay!

Jeg har ikke fået alle billeder hjem fra julen, men en fotograf besøgte os under midnatsgudstjenesten, og han sendte mig følgende:

Netanyahu's julehilsen

2011-12-17T20:46:00.002+02:00

Her kan du høre årets julehilsen til alle kristne fra Premierminister Benjamin Netanyahu.

December rocks

2011-12-09T09:54:00.004+02:00

Der er rock i synagogen her i december. Der er gang i den og for lidt tid til at skrive blog-indlæg, så det har vi vi i dag uddelegeret til de to små. Det er sikkert i virkeligheden også mere fornøjeligt...

December i IC

2011-12-01T22:12:00.006+02:00

Det kunne jo være, det har interesse at se, hvad IC byder på i december.
I så fald kan programmet ses HER

IC's glasmosaikker

2011-11-08T15:49:00.006+02:00

Nu kan du se de fleste af de glasmosaikker, som findes i Immanuelkirken på vores hjemmeside. Her er også - til de fleste billeder - en lille forklaring (på engelsk).

De er kreeret af den norske kunstner Victor Sparre i 1977. Shlomi Cohen, kæreste til en af menighedens medlemmer, har taget billederne.

Se dem HER. Go' fornøjelse!

Kids Club / Young Adults

2011-10-27T13:56:00.005+02:00

Nu er efterårs-festerne ovre. De faldt sent i år, og det har skubbet opstarten af nogle af vore ugentlige aktiviteter. "achrei hachagim" er det mest gængse svar, når man her til lands henvender sig for at få ordnet et eller andet. Så får man at vide, at man må vende tilbage "efter festerne", for alt er nede i gear indtil da.

Vores Kids Club starter op igen på tirsdag. I morgen kommer alle løbesedlerne ud i kvarteret, så bed gerne om, at det nok engang må blive godt modtaget. Som før nævnt, er sagen i Israel, at det er ulovligt at søge at "omvende mindreårige uden forældres samtykke", hvilket egentlig er en fin bestemmelse til beskyttelse af umyndige børn, men det betyder, at vi har 'renset' aktiviteterne for, hvad der teknisk set ville kunne karakteriseres som missionsaktivitet. Der leges og hygges, og det er det.

I går var der Young Adults for første gang i efteråret, og Kristoffer, en af vore norske volontører og ansvarlig for Young Adults, fortæller om en god start. De begyndte med at se 180, som er en ret aggressiv dokumentarfilm produceret af den new zealandsk-amerikanske jøde Ray Comfort, og den er så tilpas udfordrende, at alle bød ind i en god snak bagefter.

Chag Sukkot Sameach!

2011-10-17T23:21:00.012+02:00

Det er Sukkot; dvs. Løvhyttefesten. Overskriften betyder "Glædelig Løvhyttefest", og det lyder dumt på dansk, men det er i virkeligheden lige præcis det mest præcise at sige i den anledning. Og det skulle vi gerne komme frem til i løbet af skriveriet her...

I syv dage skulle Israels folk bo i løvhytter for at mindes, at Gud lod Israels folk bo i disse sårbare og midlertidige shelters i ørkenen, da han førte dem ud af fangenskabet i Egypten.

Vi byggede også sukka i Immanuelkirken - som aldrig før faktisk. En af vore menighedsmedlemmer gav den fuld skrue, og med god hjælp fra en 6-7 stykker blev kirkehaven transformeret til en af de flotteste løvhytter jeg har set i mit korte liv.

Vi følger stort set den danske tekstrække hernede - med afvigelser, når det giver mening. I sidste weekend var det Yom Kippur, forsoningsdagen, om lørdagen, så da var det oplagt at prædike over centrale tekster, der knytter sig dertil.
I denne weekend bibeholdt vi dog tekstrækkens prædiketekst fra Lukas 14:1-11, hvor Jesus har endnu et af sine opgør med farisæerne.

Man kunne tro, at Jesu mange opgør med de jødiske ledere var et opgør med jødedommen, men det er selvfølgelig det modsatte, der er tilfældet. Jesus udfordrede netop farisæerne, fordi de havde gjort op med den bibelske jødedom.

De havde gjort sig uafhængige af Guds nåde. Det mest sigende billede er det, som Jesus selv giver i lignelsen om Farisæeren og Tolderen i templet (Lukas 18). Mens de beder, finder de daglige ofre sted på selvsamme tempelområde, men farisæeren har ikke brug for, at der ofres noget på hans vegne, for han er jo ikke som andre mennesker, som han selv siger. Tolderen derimod råber Gud om nåde, da han bogstaveligt talt beder: "Son mine synder, Gud" (den græske original afslører, at der er en henvisning til offeralteret i hans bøn). Det var tolderen, der blev retfærdiggjort og ikke farisæeren, sagde Jesus.

Farisæeren havde forladt jødedommens kerne: Guds ufortjente godhed mod mennesker, der ikke fortjener den - tilvejebragt ved at en anden træder i stedet og tager straffen og således betaler regningen. Det er det, vi kalder nåde. Farisæeren behøvede ikke nåde, for han havde jo sit på det tørre. Han mente sig acceptabel over for Gud på basis af sig selv. Det har aldrig været en bibelsk-jødisk tanke. Aldrig har Gud været god mod nogen, fordi de fortjente det.

Meget også i den jødiske tradition har fanget dette (og noget har ikke). Når man bygger løvhytter, må man ikke dække taget helt til. Hvorfor? Man skal kunne se himlen. Hvorfor det? Jo, for når man sidder der i den lille hytte, man har bikset sammen af palme-forskalling og mærker vinden blæse igennem de utætte og sårbare vægge, kigger man op mod himlen, og det går op for én, at sikkerhed og opretholdelse ikke har at gøre med de mure, man selv har bygget op, men det har alt at gøre med, at Gud er den, der velsigner og bevarer.

Farisæerne stolede på hyttens mure frem for himlens Gud. De havde gjort jødedom til religion. De mente Gud skyldte dem sin accept, fordi de gav ham, hvad de mente, de skyldte ham. Men jødedom er, at Gud accepterer mennesker på trods af, at vi ikke giver ham, hvad vi skylder ham, fordi noget andet træder i stedet for os og tager det, som Gud egentlig skylder os.

Nu er det jo så nemt at skyde efter farisæerne. Problemet er, at vi tænker fuldstændigt lige som dem. Det er simpelthen umuligt at lade være. Her kommer lige et saks fra weekendens prædiken:

If you have been to church and given a significant donation, I’ll bet you feel just a bit better about yourself before God than if you hadn't emptied your pockets. Or if you have managed to forgive somebody who really did not deserve it, I’ll bet you feel just a bit better about yourself before God, than if you had not forgiven him.

Or – the other way round: what do you actually think God thinks when you come to mind? What do you think, he thinks, when he looks at you? Knowing that he reads you as an open book, do you think he is happy with what he sees? Do you think he is pleased?

When you hear this question, what do you immediately start to think of? I’ll bet you start to think about yourself - of how successful you have been in living your life as a Christian. You will start to think about your prayer life, Bible reading, your giving to the poor, etc.

In all these instances you look to yourself when you are to determine the state of your relationship with God. Now, what’s that? That’s to look at the walls in your booth for safeguard. This is not biblical Judaism / Christianity friends; this is religion. Religion is to look at what you have done to be acceptable to God. Biblical Judaism / Christianity is about what God himself has done to make you acceptable to him.

Det er allerede alt for langt det her, men bare en sidste pointe. Vi ved jo egentlig godt ovenstående, men siden vi er farisæere af natur, må vi høre det igen og igen. En ting vi måske ikke tænker så ofte over er, at farisæisme/selvretfærdighed faktisk er glædesløs. Sukkot/Løvhyttefesten er glædesfestEN i jødedommen. Guds opretholdelse og frelse fejres. Det er den dybe, fundamentale glæde; ikke den der flygtige Yes, vi skal til EM-glæde.

Når jeg hævder, at selv-retfærdighed dybest set er glædesløs, så er det jo, fordi man kan spørge, hvilken glæde der er i kun at modtage det, som man mener at have fortjent? Man får aldrig mere, end man burde. Det rækker højst til en grad af tilfredsstillelse, men glæde? Næh, du; ægte glæde findes dér, hvor man får noget ekstraordinært, som man ikke med rimelighed kunne have forventet.

Luther søgte af al magt at blive retfærdig for Gud. Han bad og fastede som en gal; gjorde så mange gode gerninger han kunne komme af sted med, og af og til syntes han faktisk, at den var ved at være der. Indtil han nok en gang blev slået til jorden, fordi han indså, at han netop igen havde syndet; han havde herliggjort sig selv og ikke Gud. Hovmod hedder det også. Låst var han, fanget i en ond cirkel. Retfærdig for Gud? Not a chance.

Luther fandt retfærdigheden for Gud en gang han læste Rom 1:16-17. Ikke hos sig selv, men uden for sig selv. Evangeliet om Jesus, der både var forsoningsdagens syndebuk og stedfortrædende offer, er Guds kraft til frelse. Luther havde ikke kraften til frelse, kun til fordømmelse. Men Jesus på korset er Guds kraft til frelse for enhver, der går all-in på ham. Det er bibelsk jødedom. Som den jødiske kalender så fint viser det, må det nemlig blive Yom Kippur før det bliver Sukkot. Og sådan fandt Luther ikke bare retfærdighed for Gud, men også glæden hos ham. Der var ingen glæde i selv-retfærdigheden. Men der var ikke andet end glæde i den tilregnede retfærdighed. Det kunne han også synge om:

Nu fryde sig hver kristen mand
og springe højt af glæde!
Ja, lad os alle trindt om land
med liv og lyst nu kvæde!
For Gud, så god som han er stærk,
har gjort et herligt underværk,
betalt i dyre domme.

Jerusalem - The Movie

2011-09-23T13:51:00.004+03:00

I 2013 får Jerusalem - The Movie premiere, og denne teaser virker efter hensigten, synes jeg.

Shabbat Shalom fra os i Jaffo

Tilbage i rutinerne...

2011-09-01T21:43:00.008+03:00

I dag har skoler og institutioner rundt i Israel atter slået dørene op efter endt sommerferie. Og luften har været tung, ikke bare af den sædvanlige høje luftfugtighed, men af spænding og forventninger fra såvel store som små.
Dette har også kunnet mærkes i vores familie, hvor skoletaskerne og de blå skole t-shirts blev fundet frem fra skabet.

Første stop: Tabeetha School. Både Johan og Magnus liner op sammen med gutterne fra deres respektive klasser. Klar til at møde deres nye lærere, men måske knap så indstillet på en hverdag med lektielæsning igen :-)

Næste stop; Gan Harova (kvarterets børnehave). Også Amanda har skiftet pædagoger hen over sommeren, men det synes ikke at ændre på glæden over at være tilbage hos alle vennerne.

Sidste sted: Gan Sylvia (Sylvias børnehave), hvor Simon dog var noget forbeholden, da vi nåede hendes dør... Men efter at have fået hukommelsen genopfrisket - og ørerne indstillet på det hebraiske, var også han klar til at indtage haven med nye rutschebaner og klatrestativ :-)

Nu er godt i gang heldigvis ikke halvt fuldendt i denne forbindelse. 10 nye måneder ligger foran, og det er vist ikke så ringe endda. Skøn dag!

Hjemme igen...

2011-08-25T08:53:00.004+03:00

Nu har vi været i Jaffo en uges tid, og hvor er det i grunden privilegeret dels at have et hjem og dels at glæde sig til at komme 'hjem'.

I postkassen uden for døren lå ovenstående flyer fra anti-missions-organisationen Yad L'Achim, som jeg før har omtalt her på bloggen. Den har også været bragt som annonce i den landsdækkende avis Haaretz.

Her er citater fra fire koryfæer, der udtaler sig negativt om messianske jøder; to tidligere højesteretsdommere, en tidligere justitsminister og så forfatteren og nobelprismodtageren Elie Wiesel. Sidstnævnte skal Yad L'Achim have sagt, at "messianske jøder spinder et net af bedrag og løgne".

Yad L'Achim advarer mod disse messianske jøder, der er ude efter jøders sjæle, og som lokker folk i fælden bl.a via koncerter. Annoncen opfordrer til, at missionsaktivitet nu må forbydes ved lov. Ja, velkommen tilbage :-)

Der er vist ingen tvivl om, at Yad L'Achim optrapper deres antimissions-aktivitet, og vi får se, om det kommer til at give os nogen problemer. Det gør det næppe. Dels kommer folk jo selv til kirken, og dels har vi jo den fordel, at vi med vores kirkebygning med korset på toppen så klart signaliserer kirke og Jesus-tro, at det simpelthen er umuligt at beskylde os for at spille med fordækte kort.

Helt anderledes skønt var det at være til gudstjenesterne i weekenden. At gense menigheden (som nok synes præsten var blevet noget bleg henover den danske sommer :-) og møde nye, som ønsker at vide mere om, hvem Jesus er. Andre som over sommeren havde fundet frem til kirken og følte sig 'hjemme' dér. Og én, som sagde, at hendes største glæde på sin fødselsdag i søndags var, at hun kunne fejre den med os under kirkekaffen. SÅ er der noget ved det, og weekenden var en herlig kickstart på den nye sæson.

Vi ser frem til at tage imod tre norske volontører på søndag, som alle skal være her et år. Et år, hvor der i kirken - udover gudstjenester og bibelstudie-aftener - står Kids Club øverst på prioriteringslisten. Derudover må vi se, hvad der ellers er 'marked' for og ressourcer til. Vi håber og beder stadig om, at Gud vil sende flere folk til kirken. Omkring 25 rejste fra landet her i sommer, og det kan selvfølgelig mærkes.

Vores børn ser helt tydeligt frem til, at hhv. skole, børnehave og dagpleje begynder igen 1. september. De trænger til at komme i gang og ud få fyret al deres krudt af sammen med kammeraterne. Vi skal også have fundet ud af, om drengene skal i en ny fodboldklub, hvor der er lidt mere knald på, og så skal vi ha' fundet en fritidsaktivitet også til Amanda.

Desuden håber Lisbeth og jeg, at der kan findes lidt rum til at lære noget mere hebraisk. Det er nok den eneste frustration, vi har hernede, at vi ikke snakker sproget godt nok, men det har ikke rigtig været til at finde tid til også at gøre noget ved det. Håber, det bliver i år. Inshallah.

Spørgelystne Unge

2011-06-27T20:42:00.006+03:00

150 meter fra kirken ligger der er et grønt hus, hvor der bor ca. 50 unge. De er færdige med gymnasiet og har valgt at tage et forberedelsesår, inden de skal indrulleres i hæren. I løbet af det år studerer de sammen jødedom, er frivillige i forskellige sociale projekter og oplever landet. Et år der skal modne dem intellektuelt, religiøst, socialt og moralsk. Se evt. deres web her.

Først på året havde jeg to af dem inde på kontoret, hvor vi snakkede lidt løst og fast om, hvem vi hver især er, og om vi evt. kunne slå pjalterne sammen i et socialt projekt. I sidste uge havde jeg så den fornøjelse, at alle 50 unge dukkede op i kirken, fordi de ville høre om min tro, og hvad vi laver i kirken.

De var svært opmærksomme, og vi fik en rigtig god dynamik i gang, hvor jeg, efter at have fortalt mit eget vidnesbyrd, begyndte at stille dem spørgsmål til, hvad hovedbudskabet i 'deres' Bibel egentlig er. Det havde de i første omgang faktisk ikke noget klart svar på, men efter vi kom lidt på sporet med syndefaldet og forbandelsen, som siden har været over menneskeheden og videre til løftet til Abraham om velsignelse over hele menneskeheden via hans udvælgelse, så kom der lidt hold på det hele.

Det er altså et kick af de større at sidde med en forsamling af det folk, som løfterne i sin tid blev givet til og så få lov at fortælle resten af historien. Det kan jo simpelthen ikke slutte med Malakias' Bog. Det er indlysende.

Nuvel, der var selvfølgelig også mere profane spørgsmål, som fx hvordan jeg kan være præst og så også være gift. Den får jeg tit, for mange ved, at katolske præster lever i cølibat. Jeg svarer altid, som sandt er, at hvis de havde mødt min kone, ville de nok kunne forstå, hvorfor jeg er protestant...

Pinse

2011-06-13T17:25:00.005+03:00

Også her i Immanuelkirken har vi fejret kirkens genfødselsdag. Kirken, Guds folk, løftets folk, der har Abrahams tro på Abrahams Gud: at han fører sine løfter igennem. Det er løftet til Abraham, at Gud ville velsigne alle jordens familier gennem en fra hans familie, som Guds folk alle dage har sat sin lid til.

Guds folk har altid været det Jesus-troende folk. Både i GT, i NT og nu. Abraham troede på Jesus; han så løftets opfyldelse i det fjerne (Hebr 11:13), og jublede over at se Jesu dag (Joh 8:56).

Derfor er der i øvrigt ikke noget bibelsk belæg for den såkaldte erstatningsteologi, der kort går på, at kirken har erstattet Israel som Guds folk. Der er nemlig ikke nogen, der har erstattet nogen. Der har altid kun været ét Guds folk, løftets folk, det Jesus-troende folk. Troens far, Abraham, er derfor også reelt den første blandt kirkefædrene (man kan med Hebr. 11 rimeligvis hævde, at kirken går tilbage til Adam, da løftet om frelse allerede er på spil i 1 Mos 3:15. Der er ingen modsætning mellem det og Paulus' tale om Abraham som troens far; pointen er igen, at Guds folk er løftets folk).

Jesus er den lovede velsignelse til verden gennem Abraham. En velsignelse som verden har så hårdt brug for, fordi vi har været under forbandelse siden Adam & Eva. Forbandelsen er separation fra Gud. Derfor blev Adam & Eva smidt ud af Eden; derfor var der et forhæng i templet mellem os og Gud. Separation fra Gud, livets skaber og kilde, er lig forgængelighed og død. Den separation; dét forhæng blev flænget, da Jesus betalte syndes pris for os.

Påsken/Jesus tilvejebringer genetablereingen af fællesskabet med Gud, mens Pinsen/Helligånden effektuerer det. Heraf det her med genfødselsdagen. Vi genfødes til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse (1 Pet 1:3), men denne genfødsel effektueres i kirken/i den troende ved den åndelige genfødsel (Joh 3:5). Guds nærvær er nu ikke bare iblandt os med i os - et fuldt reetableret fællesskab med Gud. Det er altså vildt nok.

Pinsen var oprindeligt en høstfest (Anden og Tredje Mosebog kap.23). Førstegrøden af kornhøsten ofredes til Gud. Det sker to gange. Første gang på dagen efter sabbatten syv uger før pinsen. Anden gang i pinsen (første gang førstegrøden af byghøsten, anden gang førstegrøden af hvedehøsten). Som jeg derfor læser 3 Mos 23 svang præsten svingningsneget, førstegrøden af byghøsten, den dag Jesus gik ud af graven. Parallelt siger Paulus, at Jesus opstod som førstegrøden af de hensovede (1 Kor 15:20). Jesus er førstegrøden af den endelige høst; alle troendes opstandelse.

I pinsen ofredes to brød bagt af førstegrøden af hvedehøsten. Parallelt siger Paulus, at Helligånden kom som førstegrøden af den endelige forløsning (Rom 8).

Ak, hvor er en tour de force... Håber, der var lidt sammenhæng og hjælp til perspektiv i det. Ja, og så er der jo hele den jødiske traditions fejring af pagtslutningen på Sinaj i pinsen. Der er sandelig også noget at tage fat på. Guds nærvær der kom ned over Sinaj, siden fyldte tabernaklet/templet og nu den troendes hjerte. Tag herindover løfterne fra Ezekiel 11 og 36, og så er vi virkeligt kørende. Det bliver næste år :-)

Nå, men sædvanligvis talte vi antal modersmål, som var repræsenteret i Immanuelkirken sådan en helt almindelig weekend, som man nok må sige, at selv en pinsefejring er (jeg tør vist godt sige, at der ikke er samme opmærksomhed omkring kirkeåret her som derhjemme). Jeg mener, at vi talte 22 forskellige sprog, men lige på stående fod kan jeg kun genkalde 21 af dem.

Bare for lige at give lidt indtryk af mangfoldigheden, så remser jeg dem lige op her:
Hebraisk, engelsk, tysk, norsk, dansk, portugisisk, spansk, koreansk, kinesisk, et lokalt togolesisk sprog, kikuyu (tales i Kenya), russisk, afrikaans, finsk, cebuano (tales af omkring 16 mill. i Fillipinerne), hollandsk, fransk, bangwa (tales i Cameroun), et lokalt ghanesisk sprog, svensk og arabisk. Hvor herligt er det ikke at fejre kirkens enhed ved Ånden (1 Kor 12:13) med sådan et farverigt udpluk af Guds familie.

Glædelig Pinse!

Staff 2010/2011

2011-06-03T13:34:00.007+03:00

Hermed årets staff billede og dette indlæg dedikerer bossen til alle kirkens trofaste, positive, flittige, arbejdsomme, hjertevarme, fleksible, kapable, kreative og uundværlige medarbejdere.

Øverst fra venstre (klik på billedet for større udgave):
Arin Maisky - organist, spiller til alle vores gudstjenester
Lisbeth - min urimeligt kærlige hustru og menighedsmedarbejder
Daniel Tsyriuk - pedel
Laura Højlund - volontør 2010/11
Bob Sansom - netop ankommet fra downunder - hjælper til hist og pist de næste måneder
Micaela Brännbacka (indsat) - volontør 3 måneder i efteråret og 3 måneder i foråret

Nederst fra venstre:
Den privilegerede leder
Jakob Højlund - volontør 2010/11
Knut Arne Mikalsen - volontør 2010/11
Sari-Johanna Kuittilo - diakon
Eti Zadok - administrativ assistent
Juan Onasiss - organist, arrangerer koncert-programmet og leder Open Church

Velgørenhedskoncert

2011-05-23T02:00:00.004+03:00

I løbet af weekenden har kirkehaven været galleri for malerier begået af både blinde og svagt-seende. En herlig og smuk indgang til en herlig og smuk kirke :-) og anledningen var, at vi lørdag aften beværtede en velgørenhedskoncert for et lokalt arbejde blandt blinde. Det gjorde vi også sidste år, og det var igen i år en propfyldt kirke, der nød et varieret program, som Juan havde sammensat. Artister på klaver, orgel, tværfløjte, en baryton og en sopran (jeg frygtede lige et par gange for vores glasmosaikker) var på programmet.

Jeg havde æren af at byde velkommen, og jeg stillede det spørgsmål, som lederne af blindearbejdet stillede mig, første gang vi kontaktede dem for at høre, hvordan vi kunne støtte dem: Hvorfor vil I engagere Jer i at hjælpe et non-religiøst foretagende? Og svaret er jo ganske enkelt. Hvorfor er det helt naturligt at bruge et Guds hus til at støtte nogen, der arbejder for at gøre en forskel for en gruppe mennesker i verden, der har brug for lidt ekstra hjælp? Jo, som det står på vores altertavle fra Joh 3:16: Fordi Gud elsker verden.

Hans hjerte banker for verden - for mennesker. Det møder vi igen og igen i Bibelen. I GT befaler Gud igen og igen sit folk at tage sig af enken, den faderløse og den fremmede - mennesker, der har brug for ekstra omsorg. Og at Jesus var optaget af at hjælpe mennesker i svære omstændigheder, skulle være overflødigt at minde om. Hans mission handler jo netop om, at han har forløst skabningen som sådan. Når han kommer igen, kommer han for at nyskabe de perfekte omstændigheder, vi havde i begyndelsen hos Gud.

Og det er i gårsdagens forbindelse værd at notere sig det første, Esajas i kap. 35 siger om den nyskabelse, som Jesus kom med og viste os glimt af, da han kom første gang, som vi indimellem stadig ser glimt af, og som vi skal se og opleve ultimativt, når han kommer igen: "Da skal blindes øjne åbnes". At få sit syn igen er der mange jorden over, der glæder sig til. Det var der også en del i kirken i går, der glæder sig til.

Må de og vi få syn for, at den fornyelse kommer med Jesus; ja, at vi i ham virkelig kan se frem til vort legemes forløsning, som Paulus siger det i Rom 8:23.

Det blev en lang og dejlig aften. Det er svært ikke at glæde sig over, når vores kirke er for lille...

Houses from Within

2011-05-22T22:11:00.010+03:00

I weekenden afholdtes den årlige Houses from Within event i Tel Aviv. 133 steder i byen åbnede dørene for offentligheden i løbet af fredag og lørdag. Således også Immanuelkirken. Se evt. programmet her (vi er nr. 95).

Fredag gav Juan præsentationer af kirken hver time garneret med orgelspil af Knut Arne - en af vore volontører.

Den allerførste gæst stoppede op i døren, kiggede på mig og stillede det spørgsmål, som er så typisk for den platform, som vi har her i Immanuelkirken. "Er I kristne eller messianske jøder?" Jeg kunne nok ane, hvad der lå bag det spørgsmål og svarede som sandt er, at Immanuelkirken er en kristen kirke. Så gik han ind.

Vi oplever igen og igen, at det er, fordi vi er en traditionel kristen kirke med spir og orgel, at folk besøger os. Vi er et fremmedelement i det israelsk-jødiske samfund, og netop derfor udgør vi ikke på samme måde en 'trussel' mod jødisk identitet INDEFRA som vore messianske søster-menigheder. De har en anden platform til at nå deres eget folk, som vi aldrig får, netop fordi vi så tydeligt signalerer 'fremmedhed' i form af det traditionelt kirkelige.

Det sagt, er vi jo alligevel et samlingssted for både Jesus-troende jøder og ikke-jøder, og det går nok op for de fleste, når de besøger kirken. Juan, der guider og præsenterer kirken, er jo selv messiansk jøde. Små 500 mennesker var inde omkring fredag.

Her sidder Eti og Avigail ved bogbordet i kirkehaven. Ikke mindst lørdag røg der mange af vores gratis bøger. Særligt var jeg glad for at se, at en ny udgave af NT med henvisninger til GT forsvandt.

Lørdag holdt vi tre åbne gudstjenester kl. 10, 11 og 12. Jeg prædikede over Salme 117. Et par hovedlinjer her:
v.1: Hvis der er en Gud, skylder alle ham ære og tilbedelse, simpelthen bare fordi han er Gud. Det giver ikke mening at sige, at man tror på Gud uden at tilbede ham. Så tager man hverken sig selv eller Gud alvorligt.

v.2: Gud er trofast mod os, selvom vi ikke er trofaste mod ham. Vi har siden Adam & Eva sat illusionen om absolut personlig frihed til selv at vælge højere end Gud. Men absolut frihed er en illusion. Der er friheder, vi simpelthen ikke har, og der er friheder, som vi selv giver køb på for at få noget andet. Det nærmeste vi kommer reel frihed er at komme i forbindelse med selve meningen med livet - sandheden selv. Og alle mennesker forholder sig til meningen med livet. Alle mennesker hævder noget absolut om den. Hvad enten det er at sige, at Gud findes; at Gud ikke findes eller at ingen ved, hvad sandheden er, og at man derfor bør klappe i med sine sandhedsytringer. Det er alle tre absolutte udsagn, og alle forholder sig til meningen med livet i en eller anden grad; det er simpelthen en eksistentiel nødvendighed.

Hvis alle forholder sig til meningen med livet, er det logisk, at det er sjovest og dermed mest frisættende at leve i overensstemmelse med sandheden. At leve på en løgn er per definition vildledende. Bibelen hævder, at sandheden er blevet en person, og at han hedder Jesus. Sandheden / Meningen med livet er blevet en vi kan have et forhold til. Jesus er Guds trofasthed in person. Gud satte sig for at vinde vores tabte frihed tilbage. Det gjorde han, som er den eneste, der er absolut uafhængig og fri, ved at miste sin egen frihed for os. Og det er jo det kærlighed er. Hvad er kærlighed andet end en konstant tilsidesættelse af sin personlige frihed for den anden. Men skal det være et kærlighedsforhold må begge parter bøje ind. Gud gjorde det. Har vi gjort det?

Og så kan jeg ikke nære mig for at skyde ind her: Det er præcis derfor, at de fordærvede personager, der står bag dating-siden VictoriaMilan, og ikke mindst også de 60.000 blindebukke, der i frihedens navn har registreret sig, ikke har fattet en meter. Det er lige præcist et udtryk for, at det sidste vi er klar til at opgive er vores personlige frihed. Det er Adam & Evas bøf om igen. Dating-sider er bestemt rigtig fint, men dating-sider for gifte folk er per definition en selvmodsigelse. Ægteskab er jo netop at opgive den personlige frihed til at rende efter andre elskere/elskerinder - at vælge den ene til og andre fra. Det skal så også med her, at hvis en ægtefælle i den personlige friheds navn leger "du-må-ikke-få-mig-lege", så har vedkommende fattet lige så lidt af, hvad det vil sige at bøje sin personlige frihed mod den anden. Ja, OK; min bestyrtelse over det frie forfald løb vist lige af med mig her...

Tilbage til Houses from Within. Små 800 gæster var inde omkring i løbet af lørdag. Vildt nok! Bed for alle de folk. Det er helt uoverskueligt mange, synes jeg, og det er en weekend som denne, at vi især finder frimodighed i, at det er Helligåndens business at bryde igennem til mennesker og ikke vores.

Israel - 63 år

2011-05-17T01:30:00.008+03:00

Ugen der gak bød bl.a på Israels Uafhængighedsdag og dermed Staten Israels fødselsdag. Udråbt af David Ben-Gurion i 1948 - et kvarters gang her fra Immanuelkirken. Jeg fik påbegyndt et blogindlæg på dagen, men her kommer det så færdiggjort - med en uges forsinkelse...

Når man læser uafhængighedserklæringen, er det interessant at notere sig, at det først og fremmest er en jødisk stat, der blev udråbt, mere end det var Staten Israel som sådan. Nu kan man jo faktisk ikke rigtigt skille det ad, men pointen er, at der jo hovedsageligt i Europa sad hundredetusindvis af jøder, som simpelthen ikke havde noget hjem længere.

Når krige afsluttes, vil de stridende parter enes om at gå hjem - hver til sit. Men de jøder som overlevede Holocaust havde enten ikke noget hjem længere, fordi det var ødelagt eller taget fra dem, eller også havde de et sted at vende tilbage til, men var det længere et hjem, når naboerne havde stukket dem til nazisterne?

Derfor er det en følelsesladet formulering, når det understreges, at det er en jødisk stat, der udråbes. Med uafhængighedserklæringen blev det nationalhjem, som var det ord den engelske udenrigsminister Balfour havde anvendt i 1917, oprettet, og pludselig var der et sted, som de mange Displaced Jews kunne kalde hjem.

ACCORDINGLY WE, MEMBERS OF THE PEOPLE'S COUNCIL, REPRESENTATIVES OF THE JEWISH COMMUNITY OF ERETZ-ISRAEL AND OF THE ZIONIST MOVEMENT, ARE HERE ASSEMBLED ON THE DAY OF THE TERMINATION OF THE BRITISH MANDATE OVER ERETZ-ISRAEL AND, BY VIRTUE OF OUR NATURAL AND HISTORIC RIGHT AND ON THE STRENGTH OF THE RESOLUTION OF THE UNITED NATIONS GENERAL ASSEMBLY, HEREBY DECLARE THE ESTABLISHMENT OF A JEWISH STATE IN ERETZ-ISRAEL, TO BE KNOWN AS THE STATE OF ISRAEL.

Jøderne kunne komme hjem. Det er selvfølgelig svært ikke at komme til at tænke på den hjemkomst, som Bibelen taler om. At Gud vil føre sit folk hjem - hjem til sig selv.

Vi læste fra Esajas 54 i weekenden jf. den danske tekstrække. På baggrund af kap. 53 kan Guds hustru bryde ud i sang og jubel, fordi hendes ægtemand havde sendt hende væk - i eksil for nu at bruge et andet bibelsk ord for syndens konsekvens - men nu tager Gud sin hustru tilbage. "Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage."

Et kort øjeblik skulle have været en evig forladthed, men Herrens Tjener tog Guds hustrus forladthed; han tog den utroskab på sig, som havde fået Gud til at sende hende væk, så Gud nu kunne tage hende tilbage.

Det korte øjeblik finder vi også i evangelieteksten fra Joh 16:16-22 - tiden mellem Jesu død og opstandelse. Og forladtheden? Ja, det hebraiske for "forlod jeg dig" (azavtich) i Esajas 54:7 er det samme, som vi finder i Salme 22, som Jesus citerer på korset, når han råber: Min Gud, min Gud, hvorfor har "du forladt mig" (azavtani).

Som med alt andet i Bibelen handler også hjemkomsten om Jesus. Han blev eksileret, så vi kunne komme hjem. Jesus genopretter forholdet mellem Gud og hans hustru; han bringer Guds folk hjem. Som Herrens Tjener, Jesus Messias, siger i Esajas 49:

v5 Men nu har Herren talt,
han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener
for at føre Jakob tilbage,
så Israel samles hos ham.
Jeg bliver agtet i Herrens øjne,
min Gud bliver min styrke.

v6 Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener
skal genrejse Jakobs stammer
og føre Israels overlevende hjem;
derfor gør jeg dig til et lys for folkene,
for at min frelse skal nå til jordens ende.

Jesus siger det samme igen i NT - i Joh 12:32, når han knytter hjemkomsten/sammenkomsten til hans forestående død og opstandelse:

Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.

Det er klart, at vi ønsker at Israels folk må se, at den egentlige hjemkomst handler om Jesus. Der er ingen vej hjem uden om ham.

På Independence Day fejrer mange Guds trofasthed mod sit folk. Vi ønsker, at de må se, at Guds trofasthed er en person, og at hans navn er Jesus - eller for nu at tage et andet af Jesu navne: Immanuel - Gud med os. For Jesu skyld er Gud trofast mod os, selvom vi var utro mod ham.

American Colony

2011-05-08T21:45:00.003+03:00

Immanuelkirken ligger i et lille kvarter, der hedder American/German Colony. En af flere grunde til at vi har mange besøgende i kirken hver uge er, at området er relevant, hvis man er interesseret i Tel Aviv-Jaffos historie.

I går var menigheden efter gudstjenesten inviteret ind til vore gode naboer, Jean & Reed Holmes, i Maine Friendship House, og hvad det er for et hus, og hvorfor det findes kan ses i videoen nedenfor, som også giver et fint historisk indblik op til lige efter 2. verdenskrig.

Engelsk tale.

Yom HaShoah

2011-05-06T21:05:00.002+03:00

I mandags var det den årlige Holocaust Remembrance Day - Yom HaShoah. Kl. 10 lød luftalarmen over hele landet i 2 minutter, og folk stoppede op for dels at ære de 6 millioner jøder, der omkom under Nazi-regimet, og dels for at denne katastrofe ikke må blive glemt, så det aldrig skal ske igen.

Herunder en video fra maozisrael med et eksempel fra mandagens gadebillede.

Juans freskoer

2011-05-03T13:43:00.003+03:00

Juan Onassis (IKKE ham på billedet nedenfor) er jo vores organist og leder af Open Church. Han har en fortid som maler, og han har kreeret nogle vidunderlige freskoer på musikkonservatoriet i Petach Tikva, som er en forstad til Tel Aviv. Jeg postede et indlæg om disse freskoer i november 2009.

For nylig var et tv-hold fra et medie, der hedder NDT TV forbi, og de lavede følgende indslag:

Yad LeAchim

2011-04-09T20:34:00.005+03:00

Her i Israel findes en anti-missionsorganisation, der hedder Yad LeAchim. Det betyder: en hånd til brødrene.

Den er berygtet for sine grove retorik mod Jesus-troende, der vover at fortælle andre om deres tro. Den klassiske formulering er, at 'de kristne missionærer' søger en værre form for Endlösung end Hitler. Hitler ville 'bare' slå jøderne fysisk ihjel, men de kristne vil have deres sjæle.

Yad LeAchim har sit eget efterretningsvæsen, og for en god uges tid siden så jeg en af vore naboer snakke med nogle ultra-ortodokse jøder ude på gaden ved kirken. Jeg spurgte ham efterfølgende, om det var Yad LeAchim, der havde været en tur forbi. Det svarede han bekræftende på.

At være berygtet for at tro på Jesus, er vist ikke det værste, der kan ske, og vi skammer os jo ikke ved evangeliet, som Paulus sagde, så i den forstand har vi ikke noget imod at være med til at holde lidt liv i hjulene hos Yad LeAchim.

Senest er det kommet frem, at medarbejdere i indenrigsministeriet ulovligt har indhentet information om visumansøgere hos Yad LeAchim, og det er en af de ting, der blev dokumenteret i en udsendelse, der blev sendt på landsdækkende tv i prime time onsdag d. 30. marts.

Mens der i udsendelsen bliver vist rundt i Yad LeAchims lokaler i Bnei Brak (en forstad til Tel Aviv) panorerer kameraet forbi en tavle med billeder af steder, der i en eller anden grad er 'listed' hos Yad LeAchim, og her nyder vi den ære, at menighedshuset er med.

Man skal aldrig sige aldrig, men ret beset står Immanuelkirken næppe i fare for at få nævneværdige problemer med Yad LeAchim, men som det fremgår af udsendelsen er andre af vore brødre og søstre tildelt en helt anden ubehagelig opmærksomhed. Bed for dem og bed for de blinde og misguidede folk i Yad LeAchim.

Dokumentaren følger herunder i tre dele (engelske undertekster).

Bedeemne: Send dog præsten i fængsel

2011-04-07T15:15:00.005+03:00

Hvis du indimellem be'r for Immanuelkirken, så kommer her lige et emne til listen.

For en del tid siden meldte jeg mig hos fængselsvæsenet som en, de kan ringe til, hvis der er en indsat, der har brug for et menneske at snakke med. Der sidder en del kristne flygtninge inde, men det er kun, hvis en indsat specifikt spørger efter det, at de ringer.

Sandheden er nok desværre, at de næppe ringer alligevel, eftersom det efter sigende er en kreds af ortodokse rabbinere, der er konsulenter på, hvem der kan 'bruges' til åndelig vejledning. Og det er ikke lige Jesus-troende folk, der står øverst på deres liste, kan jeg godt afsløre...

Der er ikke blevet ringet endnu, og det er nok mere håbløst, end jeg lige umiddelbart havde troet, men bed gerne for, at en mulighed for at komme derind (på visit) må dukke op. Når Jesus siger: Der sidder folk i fængsel, men I besøger dem ikke (frit efter Matthæus 25), så synes jeg ikke, det er så fedt at svare, at det er, fordi vi ikke må komme ind. Men sådan er det lige nu.

NY brochure

2011-03-21T13:04:00.003+02:00

Kirkens nye brochure er på gaden!

Det er en stor tilfredsstillelse at have et præsentabelt info-materiale at kunne byde de mange ugentlige gæster, og vores 'gamle' volontør, mediegrafiker Lisbeth Olesen, har gjort et fremragende stykke arbejde med layoutet.
TAK, Lisbeth!!

SE den HER

(En hebraisk version er på trapperne)

Michael Laudrups tænder...

2011-03-10T17:32:00.003+02:00

...er der vist en bog, der hedder, som bl.a diskuterer, hvorfor hans tænder er så små. Ja, hvad ved jeg, men her kommer en sang om munden som et hus, hvor tænderne bor. Og de skal passes og plejes, så de er glade for at bo der og ikke flytter ud. Det gælder vist, om bisserne er store eller små, om man hedder Michael Laudrup og er fodboldtræner på Mallorca, eller man hedder Johan og går i 2. klasse på Tabeetha School i Jaffa.

Paven, jøder og Jesus

2011-03-07T14:06:00.000+02:00

I torsdags var det klasket op øverst på forsiden af Ha'aretz (en af de to store landsdækkende aviser), at Paven i sin nye Jesus-bog frikender jøderne for skylden for Jesu død (tjek evt. artiklen her). Det har Vatikanet "allerede" gjort i 1965 ("allerede": ja, det var vel ca. 1932 år for sent), og nu følger Paven op med en personlig bekræftelse.

Jeg kan ikke lige lade være med at fyre en kommentar af til den sag.

1: Det er aldeles forfærdeligt, at jøderne gennem historien er blevet holdt ansvarlige for mordet på Jesus - med horrible konsekvenser til følge. Bare et enkelt eksempel: I julen tilbød vi vore gæster en DVD med vidnesbyrd fra jøder, der overlevede Holocaust og senere kom til tro på Jesus. En af dem fortæller, hvordan Nazi-vagterne råbte ad hende, når de slog hende: "Jesus har sagt, at vi skal slå dig. Jesus hader dig." Det er næsten med vantro, at jeg hører en sådan historie. Der findes jo ikke ord for, hvor stor en løgn det er.

2: Sagen er vel faktisk, at hvis vi bliver i den absurde misforståelse at tilskrive jøderne ansvaret for Jesu død, så burde vi jo snarere takke dem for det. Jamen, tænk, hvis ikke Jesus døde. Så ville vi selv være overgivet til en evig dødsdom.

3: Mange kristne vil i dag sige, at vi alle er ansvarlige for Jesu død. Det er vores synd, der klyngede ham op på korset. Mel Gibson søgte at udtrykke dette i The Passion of the Christ ved at lade det være hans egne hænder, der svang hammeren, da Jesus blev naglet til korset.

4: Det er noget tættere på sandheden, men det er ikke sandheden. Jo, det er sandt, at var for vores skyld, at Jesus døde, og derfor mener jeg heller ikke, at Gibson er forkert på den. Men at Jesus døde for vores skyld, betyder ikke, at det er vores skyld, at han døde. Vi er ikke ansvarlige for Jesu død. Det vil simpelthen være at give jøderne, Gibson eller os selv lidt for meget kredit, hvis vi vil holdes ansvarlige for Jesu død. Vi har ikke magt til at slå Gud ihjel. Jesus sagde selv: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre" (Johannes 10).

Ingen kan tage livet af Jesus, men han gav det selv, fordi det var Guds vilje. Ingen andre end Gud selv er ansvarlig for Jesu død. Hvem vover at tage ansvaret fra ham? Det er lige dele dumt og forkert.

Nyheds-notitsen passede så ganske fint ind i min prædiken-forberedelse af teksten om Jesu dåb, der som begyndelsen på Jesu tjeneste tegner billedet af hele hans tjeneste - netop som tjeneste: at han fuldstændigt identificerede sig med vores behov, selvom det ikke var hans eget; at han som var og er konge vandt sit folk ved at blive dets tjener.

Røsten fra himlen citerer jo dels Salme 2 om kroningen af Messiaskongen. Dels citerer røsten - her ved indledningen af Jesu tjeneste - Esajas 42, der indleder Herrens Tjener-sangene, som får deres klimaks i kap. 53, hvor det jo hedder (for at runde af, hvad jeg begyndte med): "Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder" (v.5). Og så i v.10: "Det var Herrens vilje at knuse ham..."

Lad os derfor med ydmyghed, taknemlighed og glæde give Gud hele æren for Jesu død i vores sted.

Billedkilde: Vatikanets eget galleri

Immanuelkirken - nu med anbefaling

2011-03-03T23:21:00.004+02:00

SÅ er det slut med ydmygheden; nu kan I godt pakke sydfrugterne og bevæge Jer nedover :-) Immanuelkirken nyder nu den ære at være blandt de seværdigheder, som MAPA - anerkendt og ledende forlægger af kort og rejselitteratur i Israel - anbefaler sine læsere at besøge. Det er selvfølgelig en anerkendelse, som vi er glade for, og vi sætter ikke vort lys under en skæppe. Således ses Juan (leder af vores Open Church ministry) herunder ved indgangen, hvor en af disse stickers er sat op.

And the Oscar goes to...

2011-03-01T13:38:00.002+02:00

Nogle af børnene i vores menighed - og flere, som kommer i kirkens nye børneprogram - går på en skole, som har 48 nationaliteter repræsenteret. De fleste af disse børn er flygtet fra fattigdom og/eller krig.

En kort dokumentar-film om denne skole har netop vundet en Oscar. Dokumentar-filmen hedder Strangers No More, da det er præcis, hvad denne skole faciliterer ud over undervisning: at på skolen er ingen 'fremmede'.

Se traileren her.

Strangers No More Movie Trailer - Bialik Rogozin School from Simon & Goodman Picture Co. on Vimeo.

Ny udgivelse

2011-02-25T01:00:00.002+02:00

Det er egentlig ikke en nyhed, for det er over en måned siden, at bibelselskabet her til lands udgav den første hebraiske bibel med krydshenvisninger. Jeg synes alligevel, det er værd lige at gøre opmærksom på det også her.

Først nu findes der altså en udgave på hebraisk, der henviser på kryds og tværs i Bibelen, og det er unægtelig en god hjælp, når vi forstår det sådan, at Jesus er nøglen til at forstå Bibelen som helhed; at Ny Testamente åbner Gamle Testamente og vice versa.

Nu kan hebraisk-talende/-læsende altså på egen hånd blive ledt rundt i denne sammenhæng af i alt 90.000 henvisninger. Det kan jo nemlig ikke slutte med GT; der må simpelthen være mere end det; der er ganske enkelt for mange ubesvarede spørgsmål/for mange uopfyldte løfter til, at der ikke skulle være mere. Det vil de fleste, der har læst lidt i GT vedgå.

Vær med til at bede for, at den faktisk må blive et redskab for, at jøder må opdage Jesus ved at få øjnene op for denne sammenhæng i "pagternes bog", som den hedder på hebraisk.

Kids' Club

2011-02-13T14:46:00.008+02:00

Sådan så der ud ved vores indgangsdør sidste torsdag eftermiddag.
Med spændt forventning kunne vi endelig slå dørene op for vores børneklub. Hvordan mon naboerne havde taget imod invitationen? Ville der komme nogle børn? Spændingen blev ikke mindre af, at vi samme dag blev 'velsignet' med lyn, torden og regn i baljevis. Hernede er der hårdt brug for vand, men man går jo helst ikke udenfor, når det øser ned...
Efterhånden som klokken nærmede sig 16.00 stilnede regnen dog af, og vejret hold tørt de næste par timer!

Efter et skud chokoladekage stod 14 børn klar til de næste timers udfordringer. 3 af disse børn var fra vores kvarter. Skønt at se, at selvom det er kirken, der inviterer, så er der nogle, der sender deres børn af sted! Og i næste uge (har vi allerede hørt) kommer der yderligere 4 nabo-børn

Laura og Jakob (dansk volontørpar) havde forberedt et allertiders "ryste-sammen-løb" med forskellige poster undervejs. Der blev dystet i støvlekast, armbøjninger, længste avisstrimmel, gætteleg, hop i sjippetov, stafet rundt om menighedshuset og meget mere. Alt med en herlig blanding af latter, engelske og hebraiske kampråb og smilende ansigter.

Midt under vores leg kom en af naboerne. Hun havde også fået invitationen og syntes, det var et fantastisk initiativ. Hun havde ingen børn at sende, men så havde hun i stedet bagt en kage til os. Sikken modtagelse og opbakning - herligt!

Hvad er det vi vil med vores klub?
Vi ønsker at lave et sted, hvor børn, på kryds og tværs af baggrunde, kan mødes for at lege og have fællesskab. Samtidig håber vi også, at børnene og deres forældre gennem klubben må få et godt og naturligt forhold til kirken.

Vi tænker tilbage på opstarten med STOR glæde; nu er vi simpelthen i gang med en af de første drømme, vi fik efter vores ankomsten for 2 år siden; noget som først har vist sig modent til søsættelse nu. Vi glæder os til næste torsdag.

Foto-præsentation

2011-02-02T21:24:00.006+02:00

Dotan Goor-Arye, en israelsk fotograf, tog en del billeder her i kirken i efteråret 2009 til et studie-projekt. Det er sådan set en gammel historie.

Det nye er, at vi har lagt den ud på kirkens hjemmeside, efter at vi har fået tilladelse fra den israelske sanger, Idan Raichel, til at bruge hans sang Mi'ma'amakim som musikalsk baggrund. Mi'ma'amakim betyder fra dybderne og leder tankerne hen på Salme 130, men hvad sangen egentlig handler om kan være lidt svært at gennemskue. Det synes at være en klassisk kærlighedssang - med lidt krydderi på amharisk i begyndelsen.

Anyway, det er Dotans eget valg til hans præsentation, og den kan du se HER. Den indledes med hans eget indtryk af mødet med menigheden. Han er stadig en god ven af os, som jeg er i jævnlig kontakt med.

Nyt om Favor

2011-01-26T10:24:00.006+02:00

I juni sidste år berettede Lisbeth om Favor, der kom til Israel i januar 2010 efter hendes landsby i Nigeria blev angrebet og ødelagt af radikale muslimske grupper. Hun boede da sammen med hendes familie, forældre og to søstre og to brødre. Hun led af polio som barn, hvorfor hendes ene fod er forkrøblet. Den nat angrebet kom, gik hendes familie udenfor for at se, hvad der skete. Hun blev indenfor grundet sit handicap. Siden har hun ikke set dem.

Nogle kristne hjalp hende til en militærbase, og pga. situationen og fordi ingen kunne tage sig af hende blev hun sat på et fly til Israel for at søge asyl ved ankomsten. Den sag er stadig under behandling. Hun kom til os via African Refugee Development Centre, og hun har boet her i vores hus - i staff-rummet - siden juni sidste år.

Imens har hun via Røde Kors forsøgt at finde ud af, hvad der skete med hendes familie. De efterretninger hun først fik gik på, at de blev dræbt under angrebene. Hun har alligevel klamret sig til håbet om, at historien var en anden.

Det er den. Via telefon talte hun i lørdags med sin mor for første gang, siden den skæbnesvangre nat for et års tid siden. Det viser sig nu, at hendes mor og søskende blev reddet. De er nu et helt andet sted i Nigeria, og den ene bror røg til Liberia. Men hendes far blev dræbt.

En følelsesmæssigt fuldstændigt overvældende situation. Det meste af hendes familie er reddet, men hendes far blev dræbt. En kæmpe lykke og en stor sorg på én gang. Dertil en kæmpe lettelse over at vide, hvad der skete.
Den anden vej rundt var det naturligvis også ganske overvældende for hendes mor at få Favor i røret. Hun har selvfølgelig i sit stille sind regnet med, at hun måtte være blevet dræbt, siden hun ikke var at finde nogen steder. Fantastisk rørende at høre hende fortælle dette, selvom det blev gjort med vanlig afrikansk værdighed og nærmest stoisk ro.

I juni afsluttede Lisbeth blogindlægget således:

vi vil jo gerne finde et mere permanent sted, hvor hun også kan få ro til at bearbejde hendes sår og komme til at se fremad. Men hvor? Vi er spændt på, hvad Gud har til hende. Tak, om I vil være med til at be' for Favor og hendes fremtid.

Nu er det som om Favor har fået sin fremtid tilbage. Nu er der igen perspektiv i hendes liv, og det er utroligt skønt. Situationen i Nigeria er endnu ikke til, at hun kan tage tilbage dertil lige nu. Hendes families liv er ren overlevelse for tiden, og indtil de har fået sig genetableret bare nogenlunde, bliver Favor nok her. Men der er ikke længere tvivl om, at hendes fremtid ligger i hjemme - i Nigeria - genforenet med familien.

En livsskæbne så langt fra vores, at den kan synes af en helt anden verden. Det er den ikke. Hun er lige her inde ved siden af.

Børneklub

2011-01-21T00:23:00.006+02:00

Et af det nye års projekter er opstarten af en børneklub. Vi ved, at der er en del børn i vores område, som ikke har noget særligt at lave om eftermiddagen - fra de er færdige i skolen og til forældrene kommer hjem fra arbejde.

Desuden er American/German Colony, som vores kvarter kaldes, ved at gennemgå en omfattende renovering. Gamle faldefærdige huse rives ned og nye lækre beboelsesejendomme skyder op. Her flytter nye folk ind, så vi bliver flere folk i området, og nogle af dem er familier med børn.

Vi tænker, at det kunne være noget at tilbyde nogle aktiviteter i løbet af ugen. To fra menigheden er så småt gået i gang; de tilbyder hjælp med lektielæsningen to eftermiddage i ugen, og det er allerede en pæn succes. Desuden er planen at lægge nogle kreative aktiviteter og noget sport på paletten.

Dog skal sådan noget gøres rigtigt. Der er to missionsparagraffer i israelsk lovgivning. Den ene går på, at man ikke må bestikke nogen til at konvertere. Den anden går på, at man ikke må søge at omvende børn under 18 år. Det er faktisk helt rimeligt, synes jeg.

Men det betyder selvfølgelig, at uanset at vi vil undlade at fortælle bibelhistorier o.a. så vil det nemt kunne synes lidt suspekt, at en kirke inviterer børn indenfor. Bed derfor MEGET gerne om, at vi må kunne søsætte det her skib rigtigt.

Fællesskab

2011-01-20T23:30:00.003+02:00

For en præst og leder af fællesskabet, som en menighed jo er, er det forhåbentlig altid en vision, at fællesskabet er inkluderende; at folk føler sig velkomne og set.

Det er ikke sjovt, når jeg fornemmer, at vi missede at favne en person, fordi vi måske ikke fik vist opmærksomhed nok; at vi ikke så, hvad en andens egentlige behov var; når en tredje lige så stille holder op med at komme, fordi vi simpelthen ikke lige matchede det, som vedkommende var på udkig efter.

Så længe folk finder et andet sted at komme, så er der ikke den helt store ko på min is, men det nager selvfølgelig, når det vi gerne ville være - for alle - ikke altid viser sig at at være for alle. Det skal nage og være en sorg - til en vis grænse.

Modsat er det også en glæde, når det lykkes at favne nogen, og jeg blev godt opmuntret af en blog-hilsen fra en indoneser, som kom trofast i efteråret under hendes studier. Læs hendes hilsen her.

Opmuntret blev jeg ikke mindst, fordi jeg ved, at jeg ikke selv tog mig nævneværdigt af hende, men det var der så andre, der gjorde.

Outreach

2011-01-20T22:51:00.006+02:00

Vi har tilbudt vores assistance, når Bibelselskabet en sabbat i måneden stiller sig op i en park nær Central Bus Station for at uddele bibler, ny testamenter og andet litteratur på alverdens sprog.
Sjældent har jeg oplevet en sådan afsætning på Guds Ord :-) Vi kunne dårligt få åbnet papkasserne i det tempo, som bøgerne røg i.

Der er rigtigt mange især afrikanske flygtninge i Tel Aviv og mange af dem mødes i parken på sabbatten, fordi da arbejder de ikke hos deres ofte private jødiske arbejdsgivere, hvor de tjener til dagen og vejen fx ved at gøre rent. Herligt at se et mørkt ansigt flække i et bredt, hvidt smil, når fx en fyr fra Eritrea fandt ud af, at vi også havde bibler på hans modersmål (tigrinnya).

Nogle af flygtningene er der også, simpelthen fordi de bor i parken. De sover i legepladsens rutschebaner, på bænkene og oven på busskurene langs vejen. De er kommet illegalt til Israel i håb om at finde et bedre liv, men chancerne for at få opholdstilladelse er meget små.

Vi er - også via bibelselskabet - ved at blive involveret i et projekt, hvor der vil blive delt mad (dry food) ud til de hårdt trængte flygtninge; vi håber de sidste ting falder på plads hurtigst muligt. Behovet er der.

Jul

2011-01-20T17:53:00.007+02:00

Siden sidst har det først og fremmest været jul. Anden jul hernede for vores vedkommende, og den blev lige så stor en oplevelse som sidst. Ægte jul, selvom træet i år (og de næste mange) var af plastic. Juleaften havde vi som altid gudstjeneste kl. 19, og vi prøvede i år også at holde en midnatsgudstjeneste.

Jeg havde valgt at lade U2 stille spørgsmålet til årets juleprædiken.

Peace on Earth I hear it every Christmas time, but hope and history won't rhyme, so what's it worth, this peace on earth?

Ærligt talt et godt spørgsmål, synes jeg. Fred på jord. Det er julens helt store tema, men hvor bliver den af? Hvad er julebudskabet egentlig værd?

Det er fra jødisk hold et af de oftest brugte argumenter mod Jesus som Messias. Jesus kan simpelthen ikke være Messias alene af den grund, at han ikke bragte fred i verden. Her med overrabbiner Bent Lexners ord:

Da Jesus ikke bragte fred ind i verden, anses han altså ikke af jøder for at være Messias

Det er vel rimeligt nok. GT fortæller jo netop, at Messias skal bringe fred. Fx et par bidder fra Esajas 9:

For et barn er født os, en søn er givet os [...] Man skal kalde ham [...] Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør

Min pointe helt urimeligt kort: Hvad skal der til for at få fred i verden? Der skal det til, at alt der har kimen i sig til konflikt, bliver fjernet. Det er verdens eneste håb, at Gud vil gøre det. Men hvis det er det eneste håb for verden, hvad håb er der så for dig og mig? Svar: Jul. Hvis vi skal bestå den dag, Gud fjerner alt det, der ikke har fred med ham, der alene er god, så må vi ha' fred med ham først. Den skaffer vi ikke selv. Det gjorde Jesus.

At forkynde juleevangeliet for i alt 350-400 mennesker juleaften, hvoraf de fleste tilhører det folk, til hvem det først lød, er et kæmpe privilegium. Må de ha' fået mere Jesus med hjem, end de nok kom efter.

Med til Immanuelkirkens julehistorie hører selvfølgelig meget andet. Julekaffe efter den første julegudstjeneste; juledags-gudstjeneste med efterfølgende fællesspisning; koncert om aftenen; julefest d. 30. og så benyttede vi muligheden til at give alle, der ville modtage det, en julegave. Jews for Jesus producerede for nogle år siden en vældig stærk samling vidnesbyrd fra jøder, der overlevede Holocaust og senere kom til tro. Gid denne DVD må rotere en god times tid i alle de stuer, den blev bragt hjem til.

Mere nyt

2010-12-17T11:47:00.012+02:00

Nu er det snart jul, kan jeg mærke, og det må være noget med, at det spidser lidt til med opgaver og tid, men det er dog knap så stressende som sidste år. Det er også godt det samme, men det hjælper lidt at have været det hele igennem en gang før.

Fruen og jeg har lige haft planlægningsmøde, så familien og ægteskabet også kan holde til julen, og det ser ud til at lykkes. Det kan jo synes lidt paradoksalt, at netop den tid som skulle være ekstra hyggelig for familien, i stedet bliver den tid, hvor vi er mest under pres. Forventningen til at hyggen skal til at indfinde sig kan næsten i sig selv være lidt en stressfaktor. Ak ja; det er der nok andre, der også kender lidt til.

Jeg synes lige, der skulle et billede på af Eti, vores nye administrative assistent, som Lisbeth omtalte i seneste post. Hun bliver virkelig et godt aktiv, når hun kommer helt ind i sagerne, og her er hun:

Vi har jo haft en heftig brand på Carmel (det nåede vist hjem om de skandinaviske nyheder også), og der har været en del debat om, hvordan Israel militært er forberedt på hvad som helst, men en sådan brand har man ikke haft isenkram til at håndtere, selvom mangel på regn jo gør landet ekstra sårbart.

Det var lidt specielt, at så snart branden var slukket, så kom regnen. Det havde ikke regnet i 7 måneder inden da. Lidt søgt kan man vel sige, at det har vi næsten hørt før. I 1 Kongebog 18, hvor vi læser om styrkeprøven på Carmel, da havde det ikke regnet i 7 halve år, da Guds ild for ned fra himlen. Da slaget var ovre og ilden slukket, ja, så kom regnen.

Regn blev til storm, og vi var simpelthen nødt til at holde os så meget indendørs som muligt. Inde i byen blev en fodgænger blæst ud på vejen og kørt ned. Vandet slugte stranden fuldstændigt, så der var gang i den i en grad, som vi ikke har prøvet det før.
Det var lige over weekenden, så vi var spændte på, om der overhovedet kom nogen i kirke, men det blev helt pænt, og børnene var lige nok til at lave en Lucia-procession.

Ind imellem sker der også nogle spændende sager af lidt mere sensitiv karakter, som jeg har vildt meget lyst til at fortælle, men som ikke egner sig til at blive blæst ud her på bloggen. Således også nu. Måske kan I bare bede for "dem jeg tænker på".

I morgen skal vi med Bibelselskabet på outreach. Jeg er lidt spændt på at se, om det er noget, vi kan blive involveret i som menighed. Vi har jo rigeligt at gøre med de mennesker, der kommer ind i kirken (derfor kalder vi det inreach), men det er nok udmærket en gang imellem at være ude også.

Nu hører I helt sikkert ikke fra os før efter jul, så vi vil ønske Jer en skøn juletid. Gud give os på ny at kunne gribe det ubegribelige, at Gud kom nær til os, fordi vi ikke kunne komme nær til ham.

"Må jeg smitte dig lidt?"

2010-12-11T15:34:00.006+02:00

Så er vi på banen igen! Den lange blogpause skyldes ikke, at der har været stilstand hos os i Immanuelkirken - der er sket meget den sidste månedstid.
1. november startede vores halvtidsansatte sekretær, Eti Zadok. Hun vil blive en god hjælp og aflastning for Christian, nu hvor vi har en i huset, som kan klare mange af de administrative opgaver, han hidtil har haft. I tillæg er hun et utrolig positivt menneske at være omkring.

November har også budt på flere gode fællesskabs-stunder med menigheden. Vores halvårlige udflugt gik denne gang til Nazareth Village.

Her er der genskabt mange af hverdagens situationer og settings tilbage fra Jesu tid. En ting som særligt fangede børnenes opmærksomhed var en rekonstrueret brønd.

Særligt skønt at se, hvordan børnene i kirken havde en stor dag - de hygger sig virkelig sammen på tværs af alder, køn og nationalitet.

Dagen blev afsluttet i Sachne-parken, hvor man kan bade i varme naturlige pools.

Selvom december er knokkeltravl, kan en dag som i dag, hvor vi har været til gudstjeneste og mødt varmen fra mange mennesker, give en stille glæde midt i en tid, hvor vi på mange måder overlever lidt i hverdagen. Derfor har jeg gået i dag og nynnet på børnesangen:
"Må jeg smitte dig lidt med ægte glæde? Smitte dig lidt med et lille smil. Mon jeg må smitte dig lidt, så vi kan sprede kærlighed fra Jesus Krist."

Her til sidst kommer et billede fra vores familiegudstjeneste vi havde 1. shabbat(lørdag) i advent. Laura (en af vore volontører), havde samlet nogle af kirkens børn i et børnekor, som sang for menigheden. En rigtig festlig gudstjeneste, som rummede alle aldre.

Open Church

2010-10-29T16:56:00.007+02:00

Immanuelkirken er åben for besøgende tirsdag-fredag i timerne fra 10 til 14. Vi har i snit 150 lokale gæster om ugen. Herover er det soldater fra IDF - den israelske hær - der venter på at komme ind.

Den seneste måned har vi haft næsten dobbelt så mange besøgende som sædvanligt. Omkring 1000 mennesker har gæstet kirken i oktober. Det er utroligt, når vi tænker på, at en kirke signalerer alt, hvad der er fremmed for en lokal israelsk jøde.

Vær med til at bede for Open Church. Det er en ret unik mulighed, vi har for at møde de lokale med evangeliet. Bed for de besøgende, og bed om at vi må få øjne til at se, hvordan vi kan bruge denne platform bedst muligt.

The Door of Hope

2010-10-21T16:49:00.005+02:00

I Immanuelkirken har vi ikke selv ressourcer til at drive et decideret diakonalt projekt, så vi har - som nævnt før - påbegyndt et samarbejde med The Door of Hope. Her kan downloades en kort engelsksproget video, der introducerer lidt til stedets arbejde.

Om mission

2010-10-08T12:03:00.003+02:00

[Til vore norske venner og andre læsere, som ikke får Den Danske Israelsmissions avis, følger her nogle af mine generelle tanker om mission, som blev trykt i seneste nummer]

"For nylig fik jeg det igen; spørgsmålet om man kan og skal være i mission til jøder. Jødemission kan og skal man sige noget specifikt om, men i grunden er det med mission generelt jo ret simpelt. Så simpelt, at der ikke er noget nyt i det for de fleste kristne, men alligevel har jeg selv ofte svært ved at fastholde perspektiverne.

Hvis vi tror, at Bibelen taler sandt om Gud og os, så har vi haft et problem med Gud siden tidernes morgen (næsten). Han havde al grund til at udslette os med sin ild, eftersom vi mente (og vel dybest set stadig mener), at vi ved bedre end Gud. Det går som bekendt allerede galt i Bibelens tredje kapitel. Det kunne have været dens sidste side. Det kunne have været verdenshistoriens sidste afsnit. Men det blev det ikke. I samme kapitel lover Gud at sende en redningsmand. Jesus Messias. Derfor handler resten af Bibelen om Guds redningsmission gennem Jesus. Det må derfor betyde, at det at tro på Jesus også kun handler om Guds redningsmission.

Faktisk må det jo betyde, at ALT handler om Guds redningsmission. Den eneste grund til at vi stadig er her er, fordi Gud har en plan. Den eneste grund til at vi ikke blev fjernet fra jordens overflade er, fordi Gud har en plan. Prøv at mumle det for dig selv, når du fx sidder i bussen, bagved rattet, på arbejdet eller foran TV-Avisen: Den eneste grund til at der er noget, der hedder eks. Volvo, Vestas, vi og verden er, fordi Gud har en plan. Ellers havde det været slut for længe siden.

Pointen er jo så, at Guds mission ikke bare kan være en afdeling i vores liv, ligesom Elektronik er en afdeling i Bilka. Hvis hele Bibelen handler om Guds mission, så handler hele verdenshistorien om Guds mission, og så må hele vores liv altså også handle om Guds mission – om at han vil forløse og forny verden i Jesus. Er vi blevet frelst af Jesus, har vi fået del i ham. Er vi blevet frelst gennem hans mission, så er vi også blevet en del af den.

Perspektiverne er til at få øje på, for pludselig involverer det ALT i vores liv og ALLE i vores liv. På den anden side er det næsten ikke til at overskue, NETOP fordi det involverer alt og alle. Her må vi dels rette vores perspektiver ind efter Guds, så vi ser os selv og verden på en måde, hvor alt dybest set handler om Jesus. Det betyder, at en kristen ikke trækker sig fra verden, men at han/hun går mere ind i den end nogensinde før. Ikke for at blive som den, men for at være i den. Og dels må vi ikke glemme at hente frimodigheden præcis i dette, at det er Guds mission; at det er ham, der har al magt; at det er ham, der må gøre forskellen."

Billedkilde: http://www.hodgeschapelphchurch.com/missions.html

Tourist flow

2010-09-27T15:18:00.002+02:00

Vi har turister på besøg til hver gudstjeneste i disse måneder, og det er altid vældig opmuntrende at snakke med dem bagefter. Ind imellem får jeg også en mail med tak for sidst fra folk, der bare lige fik en enkelt gudstjeneste med på vejen. Her er et udsnit fra en enkelt, som jeg fik lov at bringe her:

Hi Pastor Christian,

I stopped by Immanuel a few weeks ago when I was visiting Tel Aviv.
Firstly, thanks for letting me join your church for the day! I had
opted to go to a church instead of En Gedi, and when I got to the
service, I suddenly realized: church was my En Gedi. :) I had only
begun traveling at that point, but already missed my church family
back home. I hadn't realized how lonely/spiritually parched I might
feel traveling around the Middle East by myself, but it was SO
REFRESHING to finally get to meet with other believers.

Fred og forsoning

2010-09-23T21:24:00.007+02:00

Sidste lørdag fejrede vi Yom Kippur (forsoningsdagen). Det var den ene dag om året, at ypperstepræsten, på templets tid, gik ind i det allerhelligste for at skaffe soning for Israel.

Det, som er så bemærkelsesværdigt denne dag, er STILHEDEN. Det kan være svært at forklare, hvor stille der egentlig blir'. Men når man normalt lever i et sandt inferno af støj fra bilhorn, flyvere, minareter der kalder til bøn, folk der råber, og hunde der gør, ja, så bliver en dag, hvor intet motoriseret bevæger sig, og hvor alle søger at bidrage til stilheden temmelig ekstraordinær (tror faktisk selv hundene har fanget det). Det er vel den eneste dag om året, hvor man lægger mærke til, hvor meget en aircondition larmer.

Vi var i år hele familien på cykeltur på motorvejen her i Tel Aviv. Det er et must-do på Yom Kippur.

Den 21. september var det International Fredsdag. Børnene og jeg tog op til et Peace Center, som ligger i Jaffo. Skønt at være blandt både jøder og arabere og mærke, hvad der står øverst på deres dagsorden: Fred. En god oplevelse også for børnene. Vi så et dramastykke om en palæstinensisk dreng og israelsk pige, som først er bange for hinanden, men så finder de ud af, at de begge er to ganske almindelige børn, som kan li' at lege med de samme ting - og det gør de så - sammen.

Besøg i Gaza

2010-09-22T08:22:00.016+02:00

I mandags var jeg i Gaza. Jeg var med Palestinian Bible Society (PBS) på besøg hos et par af de kristne familier, som de hjælper med mad og penge til lidt af dagen og vejen.

Efter at lederen af PBS' butik i Gaza blev likvideret i oktober 2007, har der ikke været en decideret bibel-butik, og distributionen af bibler er vanskelig. Derfor er det primært praktisk hjælp, som PBS formidler. Vandfiltre, fiskenet, mad og penge.

Der er ca. 2000 kristne i Gaza og den muslimske befolkning tæller til sammenligning 1,5 mill. Den islamiske organisation, Hamas, der sidder hårdt på magten, tillader, at de kristne samles til gudstjeneste om søndagen.

Men den som formaster sig til at fortælle en muslimsk ven om Jesus, må være forberedt på det værste. Vi blev guidet rundt af en ung frivillig, der er tilknyttet PBS. Han fortalte, at han ikke kan snakke om Jesus med andre end de kristne. Hvis han adresserer en muslim "kommer de og henter mig for at slå mig ihjel".

For 3 år siden flygtede hans søstre ud af Gaza, fordi der var fare for deres liv, hvis de blev. Hvis de vender tilbage, kommer de ikke ud igen, og han har ikke lov til at forlade Gaza. De bor nu på Vestbredden - bare en times kørsel fra Gaza, men han har ikke set dem siden.

Jeg spurgte ham, om han kunne prøve at sætte ord på hverdagens sorger og glæder. "Der er ikke noget her, der kan få mig til at smile. Det eneste, der gør mig glad, er, at Jesus er mit hjerte", svarede han. Det slog mig, at vi ofte tænker, at vi er ilde ude, hvis vi kun har Gud tilbage at håbe på. Men jeg kunne se på ham, at det var ikke det, han mente. Nej, han ville virkeligt ha' været ilde ude, hvis ikke han vidste sig set, kendt, favnet og elsket af Jesus.

Mange indtryk rigere vendte vi snuden hjemad og blev sat af for at gå igennem den ekstremt lange gang i sikkerhedszonen og efter sikkerhedstjekket var vi igen 'ude i det fri'.

Når du har læst dette, kunne du jo bruge 30 sekunder på at lægge vore brødre og søstre i Gaza frem for Gud.

"Alle mann på dekk, for Jesus..."

2010-09-14T20:18:00.008+02:00

Vi har i Israel lige fejret Rosh HaShana, som er det jødiske nytår, så nu skriver vi år 5771! Traditionen er at spise æbler dyppet i honning, for på den måde at ønske hinanden et godt og sødt nyt år. Så landet har i den sidste uge i den grad flydt, måske ikke med mælk, men med honning...

På samme måde som vi ofte ved vores eget årsskifte, sidder og tænker tilbage på det år, der er gået, har jeg ikke kunnet lade være med at gøre det samme nu.

Hvad hjertet er fyldt af...
Jeg synes, vi oplever at være en del af en menighed, hvor folk på tværs af sociale og etniske skel tager sig af hinanden. Vi er alle i den samme Jesus-båd og ønsker at hjælpe og støtte hinanden på den del af livets rejse, der har bragt folk omkring Immanuelkirken. I det daglige kommer det til udtryk bl.a. gennem, at en bringer lidt ekstra mad til en anden, som trænger, eller tilbyder et lift til Alpha-kurset, eller at betale for en ven/veninde, når vi skal på outing, så alle har mulighed for at komme med.

I sommers var vi på den Norske Israelsmissions landsstævne i Stavanger. Vi havde et fantastisk ophold dér. Dejligt at møde vores norske venner og mærke deres indleven og ejerskab for vores lille menighed i Jaffo. Da vi rejste derfra, var det med hjertet fyldt af glæde og gå-på-mod. Den sang, vi sang oftest, er en børnesang og hedder "Alle mann på dekk for Jesus - nå skal skipet seile." Den lyder stadig ofte i vores lejlighed. Børnene synger den med en flot norsk accent... Men det er faktisk en rigtig fin linje at gå og nynne. For det er jo dét, det handler om - i 5771 som i 5770. "Alle mand på dæk!" Beredt til sejlturen, så vi er ombord den dag, Jesus-båden lægger til kaj.

"Shana Tova!" - Godt Nytår!

Alpha i Israel

2010-09-02T14:35:00.006+03:00

Måske er der nogen, der ikke får Den Danske Israelsmissions Avis. Der kan i så fald tegnes gratis abonnement her. I seneste nummer har jeg skrevet lidt om Alpha i Israel. Læs den evt. her på side 3. Jeg kan tilføje, at der lige nu er en meget positiv, indledende dialog i gang mellem Alpha International og Caspari Center omkring evt. udvikling af et hebraisk Alpha-materiale.

Og nu vi er ved links til artikler om, hvad der rører sig på vores lille plet, så er nedenfor omtalte artikel af Richard Østermann nu også bragt i den norske avis Norge i dag.

Artikel i Udfordringen

2010-07-13T00:57:00.007+03:00

Vi er i Danmark på sommerophold. Derfor er bloggen også parkeret indtil august. Men et enkelt indlæg her med henvisning til Udfordringen, som i det aktuelle nummer bringer en artikel, som Richard Østermann har lavet om Immanuelkirken. Richard er dansk jøde og har boet i Israel i adskillige år.

Nyt liv - i dobbelt forstand

2010-06-21T15:51:00.005+03:00

I de senere år har vi i kirken - også før vores tid - haft en del at gøre med en mand, der har boet meget på gaden. Han har været lidt rundt omkring, men har hængt meget ud omkring kirken, og forskellige muligheder har været prøvet af, men ind til nu har han ikke rigtigt kunnet få sit liv tilbage på sporet.

Både Jan og jeg har i tidens løb haft mange snakke med ham, og forrige søndag blev han så døbt. Det var en dejlig dag, og jeg har aldrig set så bredt et smil, da han første gang gik til nadver. Herligt!

Samme uge begyndte han at arbejde hos en messiansk jøde her i byen, hvor han får kost, logi og lommepenge. Det er en fantastisk vending hans tilværelse har taget. Vi håber og beder om, at Gud vil give ham styrke til at holde fat i hans på alle måder nye liv.

VM for fuld udblæsning...

2010-06-19T21:05:00.005+03:00

Her en halv time inden Danmarks anden kamp ved VM, skal det da lige fortælles, hvordan vi "holder" VM her i Jaffo. :-)
Christian og Martin har studeret kampprogrammet og har derefter med hård hånd udvalgt nogle kampe, som alle fra menigheden er inviteret til at komme og se på storskærm i dagligstuen.

Selv om ikke alle kampe har været lige gode (de har vist alle været lige dårlige), så er det ret hyggeligt. Vi har bl.a. en 65-årig israelsk dame, som trofast møder op, selv til de kampe som først bliver spillet 21.30 (israelsk tid). Noget af det festlige ved hende er, når hun sidder og griner af kommentatorernes jokes.

Nu lyder startfløjtet snart, og jeg må hellere komme ned og lære de andre, hvordan man synger "Vi er røde, vi er hvide..."

Asking a favor for Favor!

2010-06-14T22:24:00.005+03:00

I januar blev Christian kontaktet af African Refugee Development Center. De havde fået kontakt til en ung katolsk kvinde fra Nigeria. Favor hedder hun. Hun havde indtil kort forinden boet med sin familie i en kristen landsby tæt på Jos i Nigeria. Under de raids som radikale muslimer udførte på kristne i Nigeria blev hendes landsby også angrebet. Hele hendes familie blev - ifølge de efterretninger hun har fået - slået ihjel.

Nogle kristne hjælper hende til en militærbase, og derefter kommer hun på et fly til Israel. Aldeles hjælpeløs ankommer hun til hertil. Hun kender ingen her, men har heller ingen tilbage i Nigeria. Hun er handicappet, fordi hun som barn led af polio, hvorfor hendes ene fod er forkrøblet, og hun kommer kun frem ved hjælp af sine krykker.

Vi fandt et sted, hvor hun kunne bo en tid, og siden kom hun til et shelter, hvor hun har boet indtil nu.

I går aftes kom hun så tilbage her til huset. Nu bor hun her, indtil vi finder en bedre løsning. En handicappet flygtning uden familie og venner og uden noget økonomisk sikkerhedsnet. Det er grumme nye verden for en dansker. Jeg selv mødte hende for første gang i går, og det gør ondt langt ind at snakke med en, der har lidt og stadig lider med en så umenneskelig stor smerte. Hun har intet, men store sår på sjælen.

Hun kan i juli bo på den finske skole i Jerusalem, men vi vil jo gerne finde et mere permanent sted, hvor hun også kan få ro til at bearbejde hendes sår og komme til at se fremad. Men hvor? Vi er spændt på, hvad Gud har til hende. Tak, om I vil være med til at be' for Favor og hendes fremtid.

Book Fair i Nazareth

2010-06-10T23:34:00.007+03:00

De Jesus-troende jøder og arabere er klart minoritetsgrupper i Israel, og de lever dagligt under et vist pres fra hhv. jøder og muslimer.
Men det til trods foregår der, takket være nogle fantastiske ildsjæle, mange spændende tiltag i netop disse grupper.
I maj måned havde jeg fornøjelsen af at møde én af dem.

Dina Katanacho er kristen araber og bor i Nazareth. Hun arbejder for det palæstinensiske bibelselskab. Gennem sit arbejde havde hun arrangeret en lille turné for en kendt kristen sangerinde fra Libanon.

Jeg var i Nazareth en dag, hvor Dina - ene kvinde - havde fået stablet en koncert på benene. Hun havde sendt invitationer ud til alle menighederne i byen. Som noget ekstra til denne aften havde hun bestilt bøger hjem til et kæmpe bogudsalg. Kassevis af bøger var blevet sejlet op fra Egypten.

Da Dina også skulle være vært for koncerten, var vi to norske jenter og mig, som stod for bogsalget. Hvilken udfordring når alle bøger var på arabisk... Heldigvis var vi blevet introduceret til nogle af dem, så lidt kunne vi da vejlede :-)

Inden hele arrangementet blev skudt i gang, nåede vi tre skandinaver at blive enige om, at det da var rigtig ærgerligt, at bogbordet var i kælderen. For så kom folk jo kun forbi, hvis de virkelig ville...

Knap var den sidste tone forstummet, før vores bekymring blev gjort til skamme. Kælderen var i løbet af kort tid fyldt af glade folk, som var super begejstret over bogudvalget. Der blev solgt rigtig mange bibler, bøger, cd'er og dvd'er!

En rigtig dejlig opmuntring til Dina lød fra en af gæsterne, da hun i begejstring udbrød: "Sådan noget (bogsalg) skal vi have hver gang, vi mødes!"

Jeg er stadig dejligt opmuntret af denne begivenhed og glæder mig til at skulle besøge Dina igen. Hun forsøger ca. en gang om måneden at arrangere et møde for de arabiske kvinder i Nazareth.

Hjælp hende gerne ved at bede for det gode stykke arbejde, som hun gør i Nazareth!

Ældste søns første manddomsprøve: Check!

2010-05-26T23:07:00.007+03:00

Livet igennem bliver vi testet i stort og småt. Gennem disse prøvelser bliver vi dannet til at være dem, som vi er.
Mandag d. 17. maj blev den dag, hvor Johan, iført solhat og sin nyindkøbte vandrygsæk, mødte sin hidtil største udfordring i udholdenhed, og han var sej!

Christian, Johan, Martin og Lisbeth (to af kirkens voluntører) tog på hike i Judæas ørken. Den friske lille flok tilbagelagde 10 km i en varm kløft mellem bjergene, nemlig den der hedder Wadi Kelt. På deres vej mod St. George-klosteret forceredes diverse klippeblokke og vandløb.

De havde alle en fantastisk tur og nød stilheden, naturen, selskabet og varmen!
Hvad Johan angår, så er han vist frisk på endnu tur.

Pinsen i Jaffo

2010-05-23T20:53:00.009+03:00

Pinsen er vel overstået i Immanuelkirken. Vi håber selvfølgelig ikke, at pinsens under nogensinde bliver et overstået kapitel her i Jaffo. Fællesskabet med Gud, som Jesus reetablerede vejen til i påsken, effektueredes i Pinsen, og må det dog blive virkelighed i mange flere menneskers liv.

To gode gudstjenester med 18 forskellige modersmål repræsenteret. Har haft lyst til at lave den optælling mange gange, når jeg står og byder velkommen, og det var så oplagt at gøre det denne weekend.

Lørdag eftermiddag havde vi møde i bestyrelsen for Joint Mission to Israel, som er den sammenslutning af norsk, dansk, svensk og færøsk israelsmission samt finsk evangelisk luthersk mission, som driver arbejdet her i IC. En enkelt meget spændende beslutning blev taget. Vil godt lige tøve en kende, før jeg blæser ud med, hvad det er, men bed gerne for implementeringen.

Lørdag aften havde vi koncert. En velgørenhedskoncert for en organisation, der gør et imponerende stykke arbejde for blinde i Tel Aviv. Det er en sekulær organisation, men den er én af to gode projekter, som vi har knyttet til vores diakonale arbejde ud fra kirken. Vi har samarbejdet med dem om at lave denne velgørenhedskoncert, og der var stopfuldt.

Dotan, fotografen som jeg tidligere har omtalt, har også taget en del billeder hos dem, og de blev udstillet i kirkehaven før koncerten. Her er hans egen artikel om projektet (på hebraisk) med billeder fra koncerten.

Lederen af blindearbejdet spurgte mig, om jeg ville sige lidt og bede en bøn til indledning, og den mulighed greb jeg selvfølgelig. Inden da var en af de blinde oppe og sige noget. Rørende at se ham på talerstolen med sin hund ved hånden. En rigtig, rigtig dejlig aften i en varm og skøn atmosfære.

Nu slapper vi lige lidt af i morgen, inden der venter en uge med program på hver eneste aften.

Glædelig Pinse!

Outing, Rund fødselsdag og Houses From Within

2010-05-11T16:40:00.011+03:00

Her kommer nogle hurtige linjer om sidste uges program. Forrige lørdag aflyste vi gudstjenesten og tog på den halvårlige menighedsudflugt. Vi tog til Jizreel-dalen og besøgte først en relativt ny dyrepark, der hedder Gan Garoo. Om man forbereder en udflugt for Dyrenes Beskyttelse eller Immanuelkirken, kommer næsten ud på ét. Klientellet er stort set det samme. Derfor var det et big hit at lægge ud med slanger, kænguruer og koalaer. De gik rent ind hos gamle som unge.

Derefter kørte vi til Ma'ayan Harod. En picnic-park omkring Harod-kilden, som kendes (altså kilden:-) fra Dommerbogens fortælling om Gideon. Her blev der badet i poolen, løbet stafet, gået tur og bare slappet af, så det gjorde rigtig godt.

I tirsdags fyldte Juan, vores organist og leder af Open Church, 70 år. Det fik vi fejret godt med et hyggeligt fødselsdagsbord i kirkehaven.

I fredags og lørdags holdt 148 steder i Tel Aviv åbent hus. Således også Immanuelkirken. Fredag var der en præsentation i kirken hver hele time. To kvinder, der havde lavet noget historisk research forud for restaureringen af tårnet, indledte med 10 minutter desangående. Derefter var Juan på med 20 minutters præsentation af kirkens interiør, hvilket altid bliver til en præsentation af Jesus Messias. Ind imellem spillede Arin, vores anden organist, Bach-koraler på orglet.

Lørdag eksperimenterede vi lidt. Vi holdt 3 korte, åbne gudstjenester. Et par salmer, en tekstlæsning og en prædiken på knap en halv time. Derefter igen en præsentation af kirken ved Juan.

Udenfor stod to fra menigheden ved bogbordet, og hele setup'et var tilsyneladende en succes - så må Helligånden gøre forskellen. Ja, det er business as usual. 8-900 mennesker var forbi kirken, så vi er glade for denne årligt tilbagevendende event.

Der var en gang...

2010-04-27T21:23:00.008+03:00

Sådan starter et rigtigt eventyr vist. Men hva' har det med os i Jaffo at gøre?
Faktisk ikke så lidt. Vi oplever jævnligt at kunne finde lighedstræk mellem vores hverdag og nogle af de elementer, som hører et eventyr til. Denne dag var netop sådan en dag, så hør nu blot efter, for det jeg fortæller nu er ganske vist.

Det var en helt almindelig morgen i det lille kongerige. Far og mor ønskede sig små tryllestave, så natten bare kunne forlænges en anelse, mens rigets små beboere allerede kl. 6 var i fuld vigør med dagens mange gøremål...
Det være sig en Tornerose med det gladeste smil.

Heller ikke Prinserne Charming 1,2,3 med deres glimt i øjnene lod morgensolen vente. Desværre var den ene af de tre allerede redet ud i den store verden på sin faders jernhest, da han fra morgenstunden skulle i gang med at løse sprogvidenskabens store gåder og afmystificere matematikkens drilske væsen. Derfor kunne han ikke være til stede, da billedet blev taget.

Men i dag handler nu mest om den seje Prins Magnus. Det var nemlig den dag, da Magnus for anden gang skulle forcere nogle af livets forhindringer. Da hørelsen i længere tid havde svigtet, bestemte vi i samråd med den gode ørelæge, at nu var tiden inde til at få lagt nogle nye dræn i begge ører.

Magnus var med på idéen, da den første gang i Danmark blev belønnet med en pose vingummi af den rare ørelæge. At det ikke er helt sådan det foregår i Israel, blev vi alle klogere på.

Den første store udfordring var at skulle have tøjet af for at komme i en grøn "kjole", bestemt ikke sjovt, men en god pep-talk fra far fik den seje fyr igennem dette, og trods munderingen charmerede gavtyvesmilet sig sikkert ind hos narkosesygeplejersken.

Anden udfordring var at vågne op af en dyb søvn og så være omgivet af grønne kitler, når nu forventningen havde været mor og far!

Tredje og sidste udfordring satte tålmodigheden på stor prøve. I den højre hånd havde lægen lagt et drop, så kroppen kunne få noget væske. Efter at have været vågen i to timer var testen bestået, og droppet kunne fjernes - sammen med den grønne kjole :-)

Og således ender eventyret: "Der var en gang, hvor Magnus ikke kunne høre..."

Dyrisk

2010-04-26T17:57:00.008+03:00

Efter endnu en god weekend med to gudstjenester, et fellowship meal og en koncert tog Lisbeth, ungerne og jeg i den lokale dyrepark, der dels er en traditionel zoo og dels en safaripark, hvor man kører rundt i sin bil. Der går et næsehorn rundt derude, der har et horn af de længere.

Vi havde ikke gået meget rundt inde i zoo'en, før Magnus triumferede: "Hey! Der er et dyr her!" Til vores store overraskelse var der ikke bare ét, men...

Lidt senere, da roen li'som også var faldet over den gamle 'han' og hans 'hun', så vi vores snit til at stjæle et kys, selvom parringstiden godt nok er ovre. Midt i det forkyndte Magnus på sit ikke helt perfekte dansk (eller?): "Hey! Her er der også to aber, der kysser."

Borgmester gæster IC

2010-04-23T16:08:00.007+03:00

I går besøgte Tel Avivs borgmester, Ron Huldai, Immanuelkirken. Det er vi selvfølgelig ikke overrasket over, at han kan finde på :-) Sagen er bare, at det er FJERDE gang siden jul, at han er her. Han viser kirken frem for familie, venner og mere officielle gæster. Det kan vi sådan set også godt forstå, men det er vist et vink med en vognstang om, at vi skal til at be' lidt intensivt for ham. Og I må godt være med! Vinden blæser hvorhen den vil, ved vi jo.

Hans sekretær, som altid ringer og melder hans ankomst i forvejen, var her så i dag. Hun skulle nok ud for at se, hvad der er så spændende herude i Jaffo. Ja, hvem ved?

[Billede: Borgmesteren til højre sammen med Daniel, kirkens altmuligmand]

"Er vi i live, eller hva'?"

2010-04-19T21:33:00.008+03:00

..., sang Gnags, og det er måske et rimeligt spørgsmål til denne endnu en indlægs-tørke. Det er egentlig ikke, fordi der ikke sker noget hernede, at vi ikke får skrevet; nøh, det er nok nærmere, fordi der netop sker noget.

Der har været lidt for meget knald på fra sidst på efteråret til og med påske, og vi har nok lært en lektion eller to om, hvor meget tryk vi kan sætte på, så det ikke koger helt over. Man er vel ung og lidt naiv og vil gerne det hele...

Jeg skulle ha' været på konference i Polen i denne uge, men den blev aflyst som følge af askeskyen, og tiden kan også få ben at gå på her, så det er egentlig OK. Jeg skulle have holdt et indlæg om, hvordan vi arbejder med Israelsmission ud fra vores menighed, og skulle en eller anden have lyst til at læse lidt om det, så skriv til mig på jafoimm@netvision.net.il.

Nå, her efter påske ser det lidt mere humant ud med arbejdsbyrden. Det har især noget at gøre med, at de projekter vi har arbejdet på, er blevet sat i søen, og at 'det værste' i den forstand er overstået. Fx har vi lanceret en Opportunities to Serve-folder, som vi håber, kan blive et godt redskab til at få engageret den enkelte i menigheden. Se den her.

Vi har et enkelt større projekt inden sommer; vi har lige præcis her i foråret en mediegrafiker i staben, og hun er skrap, så det er alletiders mulighed for at få gennemarbejdet vores informationsmateriale. Det trænger til et eftersyn; der er meget, der overlapper hinanden, og det bliver selvsagt skønt at få skiftet ikke mindst nogle af de maskinskrevne foldere ud.

I ugen efter påske holdt vi vores første friweekend siden sommer, og da alt alligevel var lukket i kirken (pga. en længere påskeferie hernede, end vi har det i DK), tog vi hele ugen fri og kørte sydpå til Eilat. Det var velgørende på mange måder, og vi nød familietiden i stor stil. Det var lige præcis, hvad vi havde brug for, og tanken er fuld igen til at holde damp på kedlerne ind til sommer.

I tirsdags påbegyndte vi vores Alpha-kursus. Det blev en rigtig fin aften, og jeg glæder mig meget over den rigtig positive stemning og modtagelse af Alpha-konceptet og -materialet.

Samme formiddag blev jeg gjort opmærksom på, at et ægtepar i nabolaget havde udtrykt glæde over, at et Alpha-kursus ville blive afholdt i IC. Jeg ringede dem op og besøgte dem en halv time senere. Hun er jøde og blev omvendt for 3 år siden. Hun har været en del af menigheden i HTB i London, som i sin tid udviklede Alpha-kurset, og lige siden har Alpha været en passion for hende. Både hun og husbonden dukkede op om aftenen, og de sad også i kirken i går, så jeg håber meget, at de kan blive bl.a. Alpha-ressourcer for os fremadrettet.

Ellers er den daglige dont en stor glæde. Størst er den, når vi alle mødes til gudstjeneste i weekenden. Det er en skøn fornemmelse at byde velkommen og kigge ud over den her farverige forsamling, som bare kommer, fordi de har brug for fællesskabet med/om/i Jesus. I lørdags havde én cyklet 40 km for at komme i kirke. Så bliver man lidt ydmyg.

Alt for nu. God bless.

Drengehørm eller bare præstesønner?

2010-03-02T21:59:00.004+02:00

"Hvornår ved man, at man har fået mange drenge i sin familie?"
Det er et spørgsmål, som har rumsteret i mit hoved i længere tid, særligt efter at Simon, som den tredje søn af familien, så dagens lys. Med ham måtte jeg nemlig erkende, at selvom man er vokset op i en pigefamilie, så kan man godt blive mor i en drengefamilie!
Hvad kan svaret til spørgsmålet så være?
- Er det, når man efter en lang dag endelig kan smide sig tilbage i sofaen for at slappe af, men i stedet for at lande blødt i puderne har man pludselig en bunke biler presset ind i ryggen - de var jo parkeret i "garagen" under puden...?
- Er det, når Simon på 8 måneder konstant siger som en bil? Ja, det kan sågar være lyden, vi vågner til midt nat; han er ikke sur eller søvnig, han vil bare køre bil...
- Er det, når pladsen foran spejlet er optaget af flotte fyre, der lige skal se, hvordan deres muskler nu ser ud?
- Er det, når man tror, at en bedende muslim på sit bedetæppe må være i gang med at træne? Ja, vi kom forbi en buschauffør, der bad ved siden af bussen, og vi spurgte Magnus, om han godt vidste, hvad han lavede? "Ja", svarede han, "han træner".
- Er det, når antallet af udstødningsrør er det, der gør en bil sej?
- Er det, når en tur på fodboldbanen er i højere kurs end en tur i det turkisblå Middelhav?
- Er det, når der er krise, fordi de blå børnegafler fra IKEA er i opvaskemaskinen, og man bliver nødt til at spise med en gul?
- Er det, når det kommer som en STOR, men god overraskelse, når en mor også godt kan spille fodbold?

Nej, jeg tror det gik helt op for mig den dag, hvor det - efter store overvejelser og lange studier i diverse bøger og blade/magasiner - endeligt stod klart for Johan og Magnus, hvilken bil vi skal ha' i Himlen! En Porche Cayenne med plads til 7! De har endda tjekket med Christian, at han godt kan have sine ben. :-)

Ny hjemmeside

2010-02-17T23:21:00.008+02:00

Vi har nu uploadet vores nye hjemmeside. Check den på immanuelchurch-jaffa.com. Mindre justeringer er undervejs, og så mangler vi endnu hele den hebraiske del, men ikke mindst her i justeringsfasen vil vi mægtig gerne have forslag til forbedringer, så skriv frimodigt til os på jafoimm@netvision.net.il

IC på Facebook

2010-02-11T15:01:00.010+02:00

Så kom Immanuelkirken på Facebook. Hvem skulle ha' troet det? Ikke jeg - lige indtil jeg fik gjort kål på stædigheden og indså, at indimellem tjener det et formål at være dér, hvor alle andre er. Så hvis DU oz er der, så ta li å crash' vores gruppe.

Johan's skole

2010-02-02T14:28:00.008+02:00

Et israelsk nyhedsmedie lavede for en god måned siden dette udmærkede indslag om Tabeetha School i Jaffo.

Halloo...

2010-01-30T17:51:00.006+02:00

..., er der stadig nogen derude? Hvis ikke, så er det rimeligt nok; det er for længe siden igen. Netop hjemme fra koncert i kirken, skal der rettes lidt op på det.

Januar har vist sig at være ikke mindre hektisk end december. Vi er ved at skifte hele volontørstaben ud, og samtidig arbejder vi på flere nye tiltag. Og når kirkeprogrammet stadigvæk går sin vante gang, ja, så bliver der mildest talt lidt at se til.

Derfor er det vel sent, men julen skal simpelthen lige rundes. Vi havde hørt lovende rygter om jul i Immanuelkirken, og vi blev ikke skuffet. Efter endt restaurering forkyndte kirkens klokker for første gang i mange år, at nu var det tid til at få sig flyttet hen i kirken. Ca. 250 mennesker stak hovedet ind for at opleve og deltage i julegudstjenesten. Overvældende. Masser af positive tilkendegivelser fik vi, og vi har en dejlig fornemmelse af, at de kom sig af mere end bare høflighed. Én er kommet trofast til ALT, hvad der er foregået i kirken lige siden, og flere har nappet nogle gudstjenester her i januar også. Det er den slags, der giver godt med ny benzin til arbejdsglæden.

Julen har et kæmpe potentiale her. Næste år falder det en fredag, og derfor lurer jeg lidt på, om vi desuden skal prøve at skyde en midnatsmesse af.

Menigheden var kraftigt involveret i julefejringen, og det er simpelthen et af forårets helt store dagsordener: at få menigheden integreret i alt, hvad der kan lade sig gøre. Derfor er volontørernes primære opgave ikke længere at gøre tingene selv, men at få folk involveret i opgaverne. Det lyder simpelt, men det er ikke så enkelt at få implementeret, så tag gerne det med i forbønnen.

Juledag havde vi også gudstjeneste. Et mere moderat fremmøde, men igen en dejlig gudstjeneste.
En tysk familie opførte et julespil (faderen trak mig i øvrigt til side den anden dag og sagde, at de var rigtig glade for at komme her i kirken; det var faktisk ikke så nemt at arrangere noget i weekenden, for pigerne ville absolut i kirke og deltage i sabbatskolen).
Vi sang Glade Jul på 6 forskellige sprog. Engelsk, hebraisk, tysk, koreansk, swahili og russisk; og postludiet blæste os ud af kirken, mens vi alle bar julens lys ud i verdens mørke - symboliseret i et stearinlys.

Julekoncerten havde omkring 350 besøgende. Det kan der slet ikke være i kirken, så folk gik derfra i store horder, da koncerten gik i gang, fordi det var umuligt at få en plads. Selv kirkehaven var fyldt op med folk, der lyttede med via de åbne vinduer.

Efter koncerten havde vi den glæde, at vore naboer på Beit Immanuel (et guesthouse drevet af messianske jøder med tilknytning til den anglikanske kirke) ryddede deres fællessal og bød på glögg og hygge. Rigtig skønt at samarbejde lidt med dem.

Ja, det var julen kort. Håber at poste lidt mere nyt i ugen, der kommer.

Billedkavalkade - Godt Nytår!

2009-12-31T14:25:00.004+02:00

Vores fotograf-ven, Dotan, som jeg før har omtalt, har færdiggjort sit projekt, og vi fik nogle fine billeder i den lokale Tel Aviv-sprøjte. Desuden har han lavet denne billedkavalkade.

Med denne ønsker vi alle et godt og velsignet nytår!

Glædelig Jul!

2009-12-28T16:38:00.008+02:00

Vi er lidt sent på den, men det blev jul også i Immanuelkirken d.24. og 25. - en helt fantastisk en af slagsen. Den må I høre mere om inden så længe...

Siden har vi (trætte og glade) selv fejret jul i familiens skød sammen med Conny & Thomas.

Den 23. var IC i de landsdækkende aften-nyheder på Channel 10 for en kort bemærkning. Indslaget afslørede, at de ikke var synderligt interesserede i det, jeg fik sagt om julens indhold. Se indslaget her (Kan ses i Internet Explorer eller hvis du har et Win Media Player plug-in).

Vores julehilsen her på bloggen kunne være denne artikel fra religion.dk (skrevet for 3 uger siden) - tilsat en STOR TAK til alle, der følger os og arbejdet her og lægger os frem for Gud.

Glædelig Jul!

Hvorfor nægter kristne at hade?

2009-12-10T12:58:00.004+02:00

Faldt lige over en interessant artikel i Jerusalem Post. En jødisk journalist stiller efter en tur i Zimbabwe følgende spørgsmål:

Hvorfor nægter kristne at hade? Læs den her

Fundraising-video

2009-12-09T07:56:00.002+02:00

Vi har fået lavet en video, der skal bruges i fundraisingens tjeneste. Restaurationen af tårnet koster penge, der endnu ikke er i hænde. Af sikkerhedsmæssige årsager kunne man ikke vente til det økonomiske grundlag var helt i orden, og derfor arbejdes der nu med lån og pantsætninger for at få det til at hænge sammen. Det er selvsagt en midlertidig løsning, og pengene må samles ind. Derfor denne video.

Tårnet næsten færdigt

2009-12-08T11:07:00.008+02:00

Et bette kort indlæg:
Kirkens tårn, som er undergået en større restauration, som jeg før har omtalt, er nu ved at være endeligt færdig. Der er kommet et kors på toppen igen. Det er vist en hel del år siden, der sidst var det. Det sidste kors faldt ganske simpelt ned, men nu er det rejst igen. Ja, korset er nu ophøjet i bybilledet; må det blive det også hos byboerne.

Der er stadig lidt stillads tilbage på forsiden af kirken, så jeg tog et billede fra bagsiden. Vi er meget glade for resultatet af arbejdernes anstrengelser.

Børnene i vores shabbat-skole har lavet en, hvis vi selv skal sige det, fantastisk flot julekrybbe. Herligt, hvordan ca. 10 børns kreativitet kan forkynde evangeliet ved hjælp af flamingokugler, toiletruller, lidt karton og små stykker stof. Og så at se ungernes stolthed og begejstring...; ja, det er næsten lige så godt.

Godt nok mangler Jesus-barnet endnu at blive lavet, men rygtet går, at han kommer til jul...

Fantasien flyver og julestemningen lander i Jaffo

2009-12-04T10:06:00.009+02:00

At fantasien ofte får vinger, oplever vi i lidt af for tiden. Magnus fortæller og fortæller, så man til tider faktisk tror, at han selv tror på, hvad han siger. Her kommer lige et par eksempler.

En dag under morgenmaden har Magnus fået et stykke køkkenrulle, mens jeg (Lisbeth) står og laver madpakkerne færdige. Jeg bliver afbrudt af Amandas skrigeri. Hun er sur, fordi Magnus’ papir er havnet oven i hendes havregryn. Magnus fortæller med store blå øjne, at han er helt uden skyld. Det var nemlig ikke ham, men en bi, som kom flyvende, og som med benene løftede hans papir op, hvorefter den fløj over til Amandas tallerken - og tabte det(!) :o)

En anden dag kommenterede jeg, at hans shorts og undebukser altid er sparket af, når han er på toilet. Jeg ber' ham om, at prøve at beholde dem på under hele besøget. Igen mener en meget overbevisende Magnus, at han er uskyldig(!) Denne gang er det hans krop, der ikke gør, som han siger, men i stedet får kroppen tøjet til at flyve af! Hertil kan man jo ikke sige andet end, "Er det mon tøjet eller bare den gode barnefantasi, som har fået vinger? :o)

Selv samme dreng kan senere sidde og fundere over, hvorvidt julemanden kan komme hertil – vi har jo ingen sne??

Sne eller ej så er julestemningen ved at indfinde sig på Beer Hofman 9. Dette skyldes ikke de kristne araberes butikker her i Jaffo, som blinker til forbipasserende med deres farvestrålende lyskæder, plastikjuletræer og glimmerkugler.
Nej, 1. december indtraf julestemningen med en duft af pebernødder, som børnene i fællesskab med Conny producerede i stor stil.

Dagen efter havde vi inviteret staff-teamet til risengrødsfest - inspireret af pigerne, som boede i etagen over os i Århus. Det var super hyggeligt og gik i al sin enkelthed ud på at spise en masse risengrød og de nyligt bagte pebernødder. Efter denne aften turde vi alvorligt tro på, at det nok skal blive jul i Jaffo i år.

Nu er Magnus lige kommet hjem fra børnehaven. Hernede har man gaver med til de andre, hvis man har fødselsdag. Det var der en, der havde i dag. Så nu er Magnus kommet hjem med en sprællevende guldfisk. Ja, OK. Tak! Så må vi se, hvor længe vi kan holde spræl i den.

Et par dryp...

2009-11-30T08:28:00.008+02:00

Bob, en dejlig, varm og utroligt frisk aussie på 65 somre, som har hjulpet os 2-3 dage ugentligt de sidste 5-6 uger, forlod landet i går. Hans visum udløber i dag, så han damper hjem til Australien, inden han forhåbentlig støder til os igen til maj.

Han siger, at hans gave er at opmuntre mennesker, og hvis ikke Gud allerede havde fortalt ham det, kunne jeg ha' gjort det. Det begynder før hanen gol. Når jeg vælter ned ad trappen kl.7.30 for at drøne drengene til hhv. skole og børnehave, inden vi har staff meeting kl.8.05, så står Bob parat med det friskeste G'day mate, man kan forestille sig. Han har da nemlig allerede været en tur i bølgen blå, og så er han klar til at tage fat. Thomas og han har haft meget glæde af hinandens selskab med diverse praktiske opgaver. I lørdags bad vi så for Bob til vores gudstjeneste og sendte ham af sted med Guds velsignelse.

***

Siden årsskiftet har Gud lagt en i kirken på hjertet at bede for syge. Vi skrev i et af vores interne nyhedsbreve herefter sommerferien, at hvis nogen var syg og ønskede forbøn, kunne de henvende sig til vedkommende. Skønt for en præst at opleve eksempler på, hvordan menighedens lemmer bruger hver deres gave i tjeneste for hinanden.

En i menigheden fik siden konstateret kræft; lægerne har fundet en tumor både i leveren og i lungen. Før nogle videre undersøgelser blev personen bedt for, og efterfølgende kunne lægerne ikke finde tumoren i leveren. Siden er personen blevet lagt frem for Gud mange gange, og i torsdags skulle der så tages en biopsi af knuden i lungen. Dagen før blev der bedt specifikt for, at de heller ikke ville kunne finde dén knude, og det kunne lægerne så heller ikke dagen efter.

Det kan være, at den alligevel er der, mener de, men stort for os at opleve, hvordan Gud bekræfter et specifikt kald til at bede for syge, og hvordan han også nogle gange svarer JA på den bøn.

***

Vi har netop påbegyndt at holde prayer meetings hver torsdag; der har været et udtrykt ønske om jævnlig afholdelse af deciderede bønnemøder, og Sari-Johanna, vores finske diakonisse, har haft et stærkt engagement i det. Vi håber, det bliver til velsignelse. På tirsdag holder vi det første lovsangs- og bedemøde i vores tid hernede, og det ser jeg meget frem til.

***

Ellers er vi så småt i gang med juleforberedelserne. Det er uden sidestykke årets event i Immanuelkirken. Kirken fyldes af israelere, der vil se, hvordan de kristne holder jul, og hvordan det lige hænger sammen med fødslen af en lille jødisk dreng...

Orgabisp

2009-11-11T20:42:00.009+02:00

1. november havde vi fint besøg. Biskop Steen Skovsgaard var på visitatsbesøg i Israel og fru Susanne var hyggeligvis med. Det blev en rigtig god dag. Først fejrede vi gudstjeneste sammen, og Steen bragte en hilsen til menigheden iført sin nykreerede rejsebispekåbe. Det var Alle Helgens Dag og med sin gode sans for historier, fortalte han en, der både matchede prædikenens indhold og kirkens significante mosaik-vinduer.

Settingen var, at en lille pige sidder og kigger ud af en kirkes mosaik-vinduer, mens hun funderer over, hvad en helgen er. Solen skinner, og således træder mosaikkernes personkarakterer stærkt frem. Da går det op for hende, at en helgen er en, hvorigennem Guds lys skinner.

Siden stod den på en traditionel frokost, som den ser ud her i menighedshuset: brød, hummus og grønt. De bemærkede, at det - efter 25 år som præstepar i Gellerup - rent kulinarisk ikke var noget nyt. Men det var godt, ja, faktisk var det lidt som at komme 'hjem'.

Det var en fornøjelse at have besøg af Skovsgaards. Det er flot, at der bliver afsat tid til at kigge herned, og når vi så ydermere har en biskop, der ikke skal overbevises om en missional dagsorden, men selv har erfaring med og pro-aktivt arbejder i mission, så bliver det samtale, man glæder sig til, i og over.

For alle danske medarbejdere her var det en opmuntring at blive set, hørt og ja, mødt fra officielt dansk-kirkeligt hold og opleve fællesskab i tjenesten. Fællesskab i at vi dybest set har samme job, fordi vi har samme arbejdsgiver med den samme ene målsætning. I dét arbejde tror jeg, jeg kan sige, at vi den dag var medarbejdere på hinandens glæde.

Fra bispen til organisten. I dag var vi alle staff members i Petach Tikva - på konservatoriet dér - for at se en række vægmalerier, som Juan lavede i årene 1986-89.

Da vi kom til kirken i januar, hørte jeg godt, at Juan var maler, før han blev organist i kirken. Jeg tænkte ikke så meget over det, indtil jeg fandt ud af, at han ikke bare var maler sådan i almindelig forstand, men kunstmaler. Sagen er nemlig, at han ikke har malet siden, men en dag fandt jeg tilfældigvis et litografi af maleriet nedenfor og lagde mærke til signaturen.

Jeg var imponeret og udtrykte det over for Juan, der så fortalte, at malerierne inden længe lider samme skæbne, som den bygning de befinder sig i. De bliver revet ned. De er malet direkte på væggen, og bygningen skal jævnes med jorden for at give plads til nyt og bedre byggeri.Det er klart, at disse tre år i Juans liv voldtages den dag, bulldozeren gør det af med malerierne. Det er selvsagt lidt nedtrykkende.

Vi ville gerne se dem 'live', inden det sker, så vi tog derud. Jeg er ikke kunstkender, men det var en berigelse for øje og sind at se dem - og ikke mindst at lære denne side af Juans liv at kende. Ham fotografen, jeg har fortalt om før, var med, og han har kontakter til de mest kompetente af de folk, der er i stand til at fotografere og således forevige disse værker, der ellers går en krank skæbne i møde.

"NT er nøglen", sagde jøden.

2009-10-12T21:01:00.016+02:00

For nogle uger siden blev jeg kontaktet af en fotograf, der gerne ville lave en fotografisk artikel om Immanuelkirken til en af de to store Tel Aviv-aviser. Han kom forbi en formiddag, og vi snakkede i 2-3 timer om det at være kristen, det at være kirke, og det at være os - menigheden i Immanuelkirken i Tel Aviv. Siden er han dukket op ret trofast til arrangementerne og giver hver gang udtryk for, at han er glad for at komme her - også selvom det er i arbejds medfør.

Ovenstående billede knyttede han følgende kommentar til: "Det er Ny Testamente på forskellige sprog, og det siger noget om mangfoldigheden i Jeres menighed. Yderst til højre aner man en Davidsstjerne, som naturligvis symboliserer Israel. Nøglebundtet ligger foran udgaverne af Ny Testamente, fordi den bog er nøglen for Israel." Det synes jeg var ret godt sagt af en jøde, der ikke bekender sig til Jesus.

Han har en fin side, hvor han viser noget af det, han har lavet i tidens løb.

I morgen tager vi - de af os fra menigheden, der har mulighed for det - ind og fester sammen med en sudanesisk menighed, der i sin tid holdt til her i vores lokaler. De fejrer deres årlige fødselsdagsfest. Vores ven fotografen kunne godt regne ud, at det måske ikke lige var stedet, han skulle skyde en masse pics, men han vil gerne med alligevel - uden kamera.

De to ledere for den sudanesiske menighed inviterede til kl.18, så det har vi jo blæst ud i vores menighed og lavet aftaler om, hvor vi skal mødes for at nå derhen til tiden. Siden har de så rykket mødet til kl. 19... Ja, det er vist sådan, det er, tænkte jeg, da jeg fandt ud af det i går eftermiddags.

Her til aften har de så ringet og spurgt, om ikke jeg vil prædike til deres fest. Go'daw, mand; det' i morgen. Som om der ikke står noget i min kalender for dagsprogrammet? Jeg indrømmer, at min første reaktion var et mix af rysten på hovedet og knækken sammen af grin.

Et eller andet sted er det altså herligt at møde mennesker, der overhovedet ikke bekymrer sig om dagen i overmorgen, selvom de inviterer til den årlige fødselsdagsfest, hvor de regner med, at der kommer 100-200 gæster.

Jeg tænker på, hvordan vi i Danmark lægger program og finder taleren måneder forud for mødet, selvom det måske er en mindre flok på 15-20 stykker, der samles.
Jeg foretrækker da også det sidste, men de her sudanesere er nogle af de gladeste og mest positive mennesker, jeg har mødt hernede endnu, så hvem kan sige nej til dem? Jeg ser frem til i morgen.

Tiden flyver; hva' med os?

2009-10-07T00:59:00.012+02:00

Igen er det for længe siden. En blog skal helst ikke have kunstigt åndedræt for mange gange; det dør den af til sidst. Men der er liv i kludene, skal jeg hilse og sige. Tiden flyver, og vi basker med det bedste, vi har lært. Der er knald på, når alle ender skal nå sammen. Jeg er så småt ved at have lidt idé om, hvordan en ganske (u)almindelig uge skal se ud. Det er det her med, at det kræver nogle ugers erfaring at finde ud af, hvor lang tid de forskellige faste ting tager at forberede. Og så er der jo alt det løse...

Staff-situationen her i efteråret er den, at vi har Elisabeth & David og Conny & Thomas fra Danmark som volontører. Juan, vores kære organist og vært i Open Church, er still going strong, selvom han er på vej mod de 70 somre. Og så har vi fået den stærkt savnede finske diakonisse, Sari-Johanna, tilbage. Hun nu har fået det visum, hun ikke fik sidste sommer, hvorfor hun da måtte rejse hjem. Hun havde dårligt fået sat landingshjulene ned, før hun allerede var i gang. Hun bliver endnu en vigtig medspiller for mig fremadrettet.

Lad mig sige, at vi har et stærkt team. Vi er godt besat på alle poster, og alle udfylder en vigtig rolle i arbejdet. Og så har vi det rigtig hyggeligt med hinanden.

En anden vigtig medspiller er vores Advisory Council. Et slags menighedsråd, som Jan i sin tid fik op stå. Det er fem repræsentanter fra menigheden, og de repræsenterer menigheden godt på flere måder. Dels afspejler de menighedens aldersmæssige, kulturelle og etniske bredde; dels er der nyt og gammelt blod også i den forstand, at det er folk, der har været i kirken mellem 2 og 40 år. De er inde over næsten alle beslutningsprocesser, og det er en glæde at opleve det ejerskab, der bliver taget for kirken også af ikke-ansatte.

Man må her forstå, at kirken for få år siden primært var noget, som en række skandinaviske missionsorganisationer drev, og så kunne folk hoppe på den vogn, hvis de ville. En proces er i gang, hvor vi forsøger at få menigheden til at tage mere ansvar og ejerskab, og jeg glæder mig over Jans vigtige grundstensarbejde hermed i form af Constitution, Membership og dette Advisory Council. Lige nu er vi ved at lægge sidste hånd på udarbejdelsen af menighedens eget budget. Små skridt fremad som giver mod på mere.

Kirkens tårn er stadig under restaurering. Det er dygtige folk, der arbejder effektivt. De er foran tidsplanen, hvilket må være et unikt tilfælde i dette land. Vi var i går en tur op ad stilladset. Sikken udsigt der er derfra. Ordet 'tårnoplevelse' fik en ny klang efter den tur (man skal måske være luthersk teolog for at gribe den).

Simon blev døbt d.19. september. Stort at få lov at lægge hånd og mæle til Guds modtagelse af Simon. Det var vist fifty-fifty med koncentrationen om liturgien og medlevelsen i dette vigtige øjeblik, men sådan må det vist være.

Barnedåb er ikke praksis i de fleste af de kirkesamfund, som vores menighedsfolk kommer fra. Stående med en skrigende knægt sagde jeg bagefter lidt i sjov til en af vores nye folk i menigheden - en familiefar, hvor vi har været en del sammen med den familie - at Simon vist hører til de børn, der har brug for at blive døbt. At arvesynden også har godt fat i ham, tør vi forældre i det hele taget godt skrive under på... Et par dage senere tog førnævnte familiefar fat i mig og sagde, at vi må ha' en snak om barnedåb. Det ser jeg frem til.

Forleden havde vi fornøjelsen af at have en gruppe på 35 mand fra en norsk menighed på besøg. Immanuelkirken har en særlig plads i deres hjerte; de støtter os i forbøn og finansielt. Med udgangspunkt i at de ønskede at besøge os, fik de således stablet en Israelstur på benene. Det var en dejlig oplevelse at møde denne flok varme mennesker, som vi af gode grunde ikke kendte, men som lyste langt væk af kærlighed til denne vores lille menighed. Det giver mig lyst til at udtrykke en generel tak til ALLE, der på en eller anden måde tænker os med i forbøn og/eller givertjeneste. TAK!

Jeg håber at blive bedre til distribuere friske nyheder fremover. Vi slutter med et hyggeligt billede af Nathanael (Elisabeth & Davids dreng) og Amanda.

Mails

2009-10-05T12:45:00.002+02:00

Vores mailserver har været nede, så hvis nogen har forsøgt at nå os per mail i perioden fredag 2/10 kl.12 til nu - mandag 5/10 kl.13.30, ja, så skal de sendes igen. Hvis altså det stadig er relevant...

Kirken af døde sten

2009-08-31T00:02:00.012+03:00

Tårnet på vores kirke er i en skidt forfatning. Så har jeg ikke overdrevet. Der er nogle fæle sprækker, og worst case scenario er, at det dratter ned i skallen på nogen. Derfor er man gået i gang med at restaurere tårnet - før pengene er fundet. De første 5 meter sten - fra toppen og ned - bliver skiftet, og resten restaureres.

Jeg har tænkt lidt over det her med at kaste penge efter livløse sten. Mange penge. 2-3 millioner DKK. Jeg var lidt skeptisk til at begynde med. Men ikke længere. Og jeg håber og tror ikke, at det er, fordi jeg er inficeret af den præstesyge, der vistnok hedder kirkebygningsromantik, og som især slår ud, når det angår præstens egen kirke. Nej, der er mission i de penge. Der kan komme til at stå 'Jesus' på bundlinjen hos mennesker pga. det tårn.

Havde Immanuelkirken ligget i DK, tror jeg, at jeg ville ha' stemt for at barbere tårnet og så bruge pengene på mennesker. Men her er det ikke sådan, at vi ikke kan se kirkerne for bare tårne.
Næh, der er faktisk ikke en eneste kirkebygning i hele Tel Aviv. Den første møder vi dér, hvor Tel Aviv bliver til Jaffo; dér, hvor Immanuelkirken rejser sig midt i et sært ukurant stil-mix fra de splinternybyggede luksusboliger til de faldefærdige huse, som er forseglet, fordi det er livsfarligt at bo i dem.

Der er god grund at være synlig kirke her. Fordi kirken her faktisk opfylder en rolle som fyrtån. HER er en kirke. Det lyder banalt, og det er det i grunden også. Et par erfaringer:

Synlighed gi'r mening, når en motorcyklist holder ind og kommer ind i kirken i fuld ornat og sidder en 10 minutters tid - med hjelmen på - inden han går ud og kører videre.

Synlighed gi'r mening, når man ikke har en hjelm at gemme sig bag, men hjemme checker in på kirkens hjemmeside, fordi han så...kirken.

Synlighed gi'r mening, fordi kirker paradoksalt nok ikke er suspekte på samme måde, som Jesus er det (ved godt, det lyder både skørt og skræmmende; kirken burde jo netop være præcis så suspekt, som Jesus er det).

Synlighed gi'r mening for den eneste protestantiske kirke i miles omkreds. Der er jo det ved ting, der kun er én af, at de bliver til attraktioner. Derfor har vi vores Open Church ministry, og hver uge besøger ca. hundrede israelere kirken og hører om ham der jøden...

Bed gerne for fundraisingen til restaureringen af vores kirketårn.

Hjem og hjem igen

2009-08-14T17:16:00.019+03:00

Billede skudt i det danske sommerland

Vi er landet og godt i gang. Og også bloggen skal i gang igen.

Det var godt at være ’hjemme’ i Danmark og se familie og venner igen, men vi har samtidigt glædet os til at komme ’hjem’ til Jaffo for at komme rigtigt i gang med det, som vi i januar tog ud for; nemlig at arbejde i denne dejligt farverige menighed.

Jesus samler
Der er mange nye ting at sætte sig ind i. Stafetten er jo først rigtigt overgivet nu, og jeg har dels gang i at få dannet mig et administrativt overblik; dels skal vi sammen med ’menighedsrådet’ bruge lidt krudt på at få kortlagt de forskellige behov i menigheden. Det gælder både socialt og åndeligt. Og så vil det være en stadig opgave at være med til at skabe gode rammer for et integrerende fællesskab. Her er vi måske lidt ekstra udfordret i og med, at man ikke rigtig kan tale om nogen form for herskende enhedskultur i kirken. Kirkens Herre er den eneste, vi har til fælles.

Det er i fællesskabet med Jesus, at vi er i fællesskab med hinanden. At alle kontinenter på nær Antarktis er repræsenteret i menigheden, siger i øvrigt noget om, hvem Han er. Han er vores udgangspunkt og må fastholdes som fixpunkt. Ser vi ham, ser vi også hinanden. Og dermed rører vi også ved en af de ting, som jeg – dog ikke uden bæven – har glædet mig meget til, nemlig forkyndelsen af Jesus.

Jerusalems fred
I morgen er prædiketeksten - her som i DK - Luk 19,41-48. Jeg sidder og roder med den nu. Jesus græder over Jerusalem. "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred", siger han. Vidste de dog bare, hvad Zakarias sang i kap 1: At Israels Gud i Jesus "har besøgt og forløst sit folk [...] for at lede vore fødder ind på fredens vej". Vidste de dog bare, at Jerusalems fred ikke handler om at befri byen fra romerne. Eller i dag at Jerusalems fred ikke er en eller studehandel, der involverer Netanyahu, Fatah og Hamas. Jerusalems fred er det frelsens horn, som Gud har oprejst i Davids hus jf. Zakarias' lovsang. En genoprettet fred med Gud, der selv udvalgte byen (1 Kong 11). Denne Jerusalems fred er en person. Han hedder Jesus, og jeg har netop snakket med en af Jerusalems døtre, der ønsker at blive døbt til at tilhøre Ham. Stort! Lad os altid bede om Jerusalems fred. At det jødiske folk må kende Ham.

Sommerferie

2009-06-29T01:40:00.002+03:00

Vi holder sommerferie i DK indtil 30/7, hvor vi vender næsen hjemad mod Jaffo igen. Bloggen ligger nok underdrejet så længe.

Tirsdagsbold på yeshiva

2009-06-24T01:00:00.009+03:00

David, som er en af kirkens gode medarbejdere, læser på universitetet i J'lem. Han kom en dag i bussen hjem til at snakke fodbold med en af sine med- studerende.

Han indbød David til at joine et slæng, der mødes hver tirsdag aften på en yeshiva (jødisk skole, hvor eleverne undervises i klassisk jødedom) for at spille fodbold. Jeg var ikke sen til at følge trop, og nu har vi spillet dér de sidste små to måneder. Det er simpelthen fedt - på alle måder. Spillet er rimeligt intenst, og fællesskabet er overraskende varmt.

De fatter ikke en lyd af, at man kan være præst og have 4 børn (må en præst overhovedet gifte sig?) og ligne en konfirmand, og jeg er vel nødt til at gi' dem lidt ret..., men som en fortalte mig i aften, så er israelernes ungdom så at sige grundlæggende bygget anderledes op. De aftjener 3 års værnepligt, nogle tager et år eller to mere, "og så bruger vi 3 år på at komme ud af det bagefter."

Dermed mente han, at dels tager det tid at finde ud af sit liv, når man i flere år har været en del af et stramt system. Dels har mange psykiske mén, som gør dem ude af stand til at påbegynde en 'normal' tilværelse den første tid efter. Derfor arbejder de og rejser verden rundt for at få systemet og de barske oplevelser 'ud af systemet'.

Spændende at forstå lidt mere af, hvad der rører sig i hovedet på jævnaldrende israelere, som på overfladen ligner os relativt ubekymrede nordboere, men af hvem flere har nogle hårde år med i rygsækken.

Nu hedder han Simon

2009-06-22T17:19:00.003+03:00

Tak for mange hilsner og også for mange forslag til, hvad knægten skal hedde. Det var lidt af et hovedbrud, men i sidste ende blev det dog i byen; navnet Simon relaterer sig nemlig til Jaffo på den måde, at det var her, SIMON Peter - på taget af SIMON Garvers hus - fik et syn, der viste ham, hvordan Gud ikke længere gør forskel på jøder og hedninger - at frelsen nu også gælder hedninger (Ap.G 9,43-11,18).

Som lovtro jøde afviste Peter at spise urene dyr, men Gud fortalte ham, at Gud har erklæret de urene dyr for rene. Blandt andre havde spisereglerne til hensigt at adskille jøder fra hedninger, men denne adskillelse hører op i Kristus, fordi han har gjort de to parter til ét. Hvordan? Jo; Gud udvalgte ét folk blandt alle folkene, hvorigennem han ville deale med Adams (alle menneskers) problem: ulydighed mod Gud. Dette folk fik Guds lov ved Moses, og folkets ulydighed stod klart i lovens klare lys. Det udvalgte folks ulydighed blev til dom og straf. Men den blev stedfortrædende afsonet af Den Udvalgte - den eneste lydige israelit, hvorfor lovens krav ikke længere kan nå den, der er i ham. Og de af lovens bud (fx spisereglerne), der skulle udskille Israel fra hedningefolkene, er nu ikke længere nødvendige, fordi Israels udvælgelse er opfyldt i Den Udvalgte af Israel, Jesus.

Det var det, Peter så i Jaffo. Det eneste, der er kosher for Gud, er Jesus - for jøde som for hedning. Derfor gælder det for Adam (os alle) om at hænge sin hat på ham, Israels Messias. For kun fordi han er Israels Messias, kan han være hedningernes Kristus (Kristus er det græske udtryk for det hebraiske Messias - samme betydning). Sagt på en anden måde: Jesus må altså så at sige være Israels Messias, for at / før han kan være hedningernes Kristus.

Det er for mig at se det, der ligger i Paulus' udtryk; at evangeliet er "for jøde først". Udtrykket betyder IKKE, at Israelsmission er vigtigere end - eller må gå forud for al anden mission, men det udtrykker netop denne Guds frelsesplan; at Gud er verdens frelser, fordi han er Israels frelser; at Gud dealede med hele verdens fald gennem Israels fald og den ene trofaste israelits lydighed, hvorved Gud i Jesus genrejste Israel, Guds udvalgte folk. Jesus er det genrejste Israel; han er træet, hvorpå også nu de vilde grene, hedningerne, ved tro kan podes ind (jf. Rom 11).

I Jesus forkynder Gud fred, siger Peter i Cornelius' hus (Ap.G 10,36). I Jesus er der fred mellem Gud og menneske, fred mellem jøde og hedning, for i ham er der ikke længere noget, der skiller. Det viste Gud Peter i Jaffo. OK, rimeligvis var det nok først i Cæsarea, at han forstod synet, og folk i Jerusalem vil selvfølgelig sige, at det var dér det skete, men vi udnytter og tager os godt af de smuler, vi har her i Jaffo :-)

Nå, jeg ville jo egentlig bare blæse ud, at nu har knægten fået et navn, og så greb det lige lidt om sig... Lisbeth og Simon kom hjem i dag efter to ekstra dage på hospitalet pga. gulsot - altså det var Simon, der havde gulsot. Han skulle være fit for fight nu.

Et barn er født os, en søn er givet os. Man skal kalde ham...??

2009-06-17T09:56:00.007+03:00

Det er uanstændigt længe siden, der er sket noget her på siden. Så længe, at selve blog-konceptet er på spil. Men siden kl. 8.25 i går har jeg glædet mig meget til at kunne give 'nyt liv' til bloggen; vores familie er nemlig blevet velsignet med 4420 g nyt liv. Det begyndte godt nok for 40 uger siden, men i går så vi - ham!

For at gøre en lidt længere historie næsten lige så lang, så var der lidt kriller i maven mandag over middag. Vi tog på stranden med ungerne, spiste aftensmad hjemme og var så på sygehuset kl. 3 natten til tirsdag. Vores gode medarbejdere her i huset tog fra da af sig godt af ungerne. Skønt!

Veerne tog rigtig godt fat omkring kl. 7, hvor night shift gik hjem, og dagholdets læger og jordemødre checkede in. Det gik sådan, at den jordemoder vi dér fik, var flydende på engelsk. Hun emigrerede fra England for 25 år siden. Hvilken gave - netop som det spidsede lidt til - at ikke gebrokken kommunikation skulle genere.

Trods Lisbeths helt afsindige anstrengelser ville knægten ikke ud. Det stod på så længe, at jordemødrene blev lettere febrilske pga. den svage ilttilførsel til drengen. "I'm not happy with this", røg det ud af munden på jordemoderen, og pludselig var rummet fyldt af 8-10 grønne kitler. Lisbeth blev kostet om på siden, senere hjulpet op i stående fødsels-stilling og siden ned at sidde på en særlig fødselsstol, alt imens jeg prøvede ikke at stå alt for meget i vejen. Der var ikke rigtigt noget, der hjalp, så frem med sugekoppen, der fik hjulpet det blå-lilla, stjernekiggende hoved ud.

Heller ikke kroppen svuppede uden videre ud, så en lille scene med mindelser fra folkeskolens tovtræknings-konkurrencer udspillede sig for øjnene af faderen, der befandt sig i et vacuum - eller måske nærmere i en sfære af angst, adrenalin og magtesløshed.
Lægen demonstrerede temmeligt overbevisende, hvor meget sådan et bette hoved kan holde til, og endelig kom krabaten ud til heftig massage, indtil det befriende skrig bragte gemytterne og derfor også undertegnede til ro.

Sugekoppen havde jo givet sønnike en lille kippa på toppen af hovedet, så da lægen fandt saksen til navlestrengen frem, måtte det selvfølgelig lige sikres, at han ikke fik flere gode idéer mht. andre ydre jødiske tegn...

Næppe ude i det fri, blev han skrubbet med vand og sæbe. Det er anderledes ift. de andre fødsler i DK, hvor de tværtimod sagde, at det kun er godt at vente med at afvaske det fedtlag på kroppen, som barnet har med ud.

Nuvel; alt skal ikke være ens, og vi har været rigtig glade for den hjælp, vi har fået på hospitalet, og Lisbeth og lillebror er stadig derude. Vi håber at få dem hjem i dag. Her er det kutyme at tage to overnatninger på hospitalet, uanset om man er førstegangsfødende eller ej.

Det var i sagens natur også et stort øjeblik at forene familien efter at have hentet ungerne. Drengene er svært stolte, og Amanda har de vildeste ejer- fornemmelser.

Ydmyghed, taknemlighed og overstrømmende glæde fylder os oven på dagens store begivenhed. Tak til Gud for hans urimelige godhed. Tak også til Jer, der beder for os og har bedt specielt for graviditet og fødsel.

Nu skal vi ha' fundet et navn til knægten. Vi vil jo gerne have ham med til DK i næste uge, og derfor skal han selvfølgelig bruge et pas, som vi skal ha' lavet i morgen. Vi skal altså ha' fundet et navn lidt kvikt. Motiverede bud ud over Jonathan, Benjamin, Peter, Simon, Jonas, Villads, Frederik og Victor modtages gerne i løbet af dagen :-)

Dryp fra ugen, der fløj

2009-05-17T16:37:00.014+03:00

Brøndby har efter al sandsynlighed kastet mesterskabschancen i grams med uhyrlige 0-4 i Parken (af alle steder). Beskæmmende. Drengene har lige fået nye Brøndby-trøjer af svigerfar, men ak for en dag at lufte dem på. Et tilbageblik på ugen der gik, kan måske trøste mig med den som regel irriterende påstand, som dog rummer en ikke liden portion sandhed; at der er vigtigere ting i verden end fodbold.

Sidste søndag besøgte vi og volontørerne et koreansk par, der kommer i vores kirke. Hyggeligt at opleve fællesskab og humor på tværs af kulturer. De er kommet her trofast de sidste 3½ år, og de bidrager på mange måder og med stor dedikation til vores menighed. De er blevet i vores menighed selv efter en decideret koreansk ditto kom op at stå her i vores lokaler for to år siden.

De har tilbudt, at hun ulønnet kan arbejde deltids i kirken det næste års tid. De er nogle dejlige mennesker, der kender menigheden godt, så det er naturligvis en gave til en ny præst, at de tilbyder sig kvit og frit. Det er godt at have folk omkring sig, der kender forsamlingen bedre, end vi trods alt endnu gør.

Mandag aften fejredes festen Lag BaOmer. Det er en helt og aldeles udendørs fest, hvor man laver bål og hygger sig med fællesspisning. Lidt li'som vi kender Skt. Hans. De unge fester igennem, og børnene render rundt og leger med bue og pil. Når man forsøger at undersøge, hvad der egentlig ligger bag den her fest, så bliver det et sammenskud af mange forskellige historier, hvoraf ingen af dem har egentlig bibelsk reference.
Anyway, børnehaven benyttede som sædvanlig chancen for at holde en dag lukket, men på forældres initiativ mødtes børn og forældre så ved bålet om aftenen. Magnus var svært stolt af at skulle slæbe familien med til fest i regi af sin børnehave, og vi nød at se ham nyde det.

Der er egentlig ikke det helt store at skrive hjem om, men det var endnu en af de der små events, hvor det på en meget 'laid back' måde gav god mening bare at være med. Børn, bål, mad, lidt chit chat hist og her og tilfældigvis havner man i en længere samtale med en sekulær jøde, hvis bror viser sig at være Jesus-troende, og så er jødernes Messias af forskellige omveje pludselig på banen. Og så igen lidt chit chat, mad, bål, børn og hjem i seng.

Tirsdag gik med en konference med andre medlemmer af Evangelisk Alliance-fællesskabet her til lands samt en bibelstudie-aften hjemme i menighedshuset. Dér sidder der så en lidt ældre jødisk kvinde, der havde været med en gruppe på guidet besøg i kirken 10 dage forinden.
Onsdag var jeg i J'lem til åbent hus i Den Danske Kirke og bidrog med en bette tale. Det var en fornøjelse. Det var lidt, som jeg kan huske, at det var, da vi selv var volontører dér i 2001. En lille, men sammentømret og meget trofast skare af unge, der bakker kirkens program stærkt op.

Fredag fløj paven hjem til Rom, men samme dag fik vi nok en gang fint besøg, da jeg så kunne hente Lisbeths forældre i lufthavnen. Dejligt at se dem igen, og det er også godt for os, at familien kan se lidt af, hvad i al verden det er for noget, vi roder med hernede.

Nu jeg lige nævnte paven, så sidder jeg lidt med en flad fornemmelse efter hans besøg. Nu har jeg ikke fulgt ham i tykt og tyndt, men jeg har dog læst, hvad jeg har kunnet finde af artikler om besøget. Jeg må konstatere, at i det mindste artiklerne blev ved hans politiske budskaber om fred. Og disse budskaber skal jeg bestemt ikke tale ilde om. Men der er immervæk nok af den slags fredsrøster, der opfordrer til mægling, tostatsløsning og forsoning i al mellemmenneskelig almindelighed, hvilket - igen - naturligvis er godt.

Men jeg savner altså, at overhovedet for det største kirkesamfund i verden, kommer ud over kanten med budskabet om, hvem der er Jerusalems fred. Han har jo skrevet en varmt anbefalet bog med titlen 'Jesus af Nazareth', men der var vist mere Nazareth (han besøgte byen og forestod en messe dér) end Jesus over hans besøg i den forgangne uge. Nuvel, jeg er helt klar over, at det var lidt af en linedanser-udfordring, han havde her, meeen... Jeg synes, det er en OM'er, så the Holy Father ku' overveje at tanke sin popemobile op til en endnu en tur til the Holy Land.

I går havde vi den halvårlige outing med kirken. Vi var i Ein Gedi. 36-38 grader - pyh. En fin tur, hvor 7-8 folk, der ikke normalt kommer i kirken, deltog. Heriblandt én der skrev sig op og betalte på en studs - i forbindelse med Houses From Within i sidste weekend (beskrevet nedenfor).

Det var nogle hurtige tanker fra den forgangne uges tid. Vi trives bedre og bedre. Vi integreres bedre og bedre og er efterhånden ikke længere blot The New Pastor and The New Pastor's Wife (eller The Pastor's New Wife, som den også er kommet et par gange:-) Nej, her er godt at være, og vi glæder os mere og mere til at komme rigtigt i gang. Men inden da skal der læres lidt mere hebraisk, og der er vist noget med nogle lektier til i morgen...

Og Brøndby? Ja, hvis nu de fine kjøwenhawnere bliver blæst omkuld af Esbjerg i næste weekend, og de blå-gule tager til Smilets By for så at grine hele vejen hjem, så er dagens fadæse en saga blot.

Paven

2009-05-13T01:43:00.007+03:00

Paven besøger Israel i denne uge. Det fylder godt op på mediesiden. På den ene side fordi mange jøder er sure over hans håndtering af de Holocaust-benægtende biskopper. Dertil kommer, at - selvom Vatikanet nu afviser det - Paven før i tiden selv skal have fortalt om sit medlemskab af Hitlerjugend, hvilket selvsagt også spiller ham bagud på point. På den anden side er mange muslimer stadig lidt mopsede over en forelæsning han holdt på universitetet i Regensburg i 2006, hvor han gjorde brug af nogle lidt kradse citater om Islam - udtalt af en byzantinsk kejser for mere end 600 år siden.

Det betyder, at hvert et bogstav, der kommer over den arme mands læber bliver målt og vejet i en nærmest paranoid grad. Fra alle sider udtrykkes der klar forventning om, at han støtter op om den og den sag, tager det og det parti og tager afstand fra det og det. Fra helt tredje hold er nu selv nogle kristne begyndt at kværulere lidt over, at han har mere travlt med at klinke links til jøder og muslimer end med at støtte det kristne mindretal (2,1 % af befolkningen i Israel). Nej, det er ikke nemt at være Il Santo Padre.

I øvrigt var min gode kollega i Jerusalem, Hans-Ole Bækgaard (Olsen), inviteret til at deltage i et møde med paven i mandags, hvor han skulle tale (altså paven), og han forsøgte at få mig lusket med også (altså det var Olsen, der forsøgte...). Det gik ikke. For et par dage siden blev jeg så ringet op af en eller anden agent; at jeg kunne få en siddeplads for 95 $. Det fik mig til at tænke på en af de bedre WM-striber, jeg har set.

Nu får vi se, om pavens Mission Impossible alligevel ender med, at hans blotte tilstedeværelse og vilje til dialog, om end med meget forsigtige udtalelser, kaster lidt ny goodwill af sig.

Houses From Within 2009

2009-05-08T13:32:00.009+03:00

138 forskellige steder i Tel Aviv-Yafo holdes der i dag og i morgen åbent hus. IC er et af de steder, og vi er optaget i det officielle program (nr.99). Ca. 6-700 israelere har været inden om kirken i dag. Ja, vi tager den lige igen: 6-700 israelere! Sikken dag! Fra kl. 9 til 14 har der været en lind strøm af mennesker ind og ud af kirken. Vi sælger en kop kaffe, cd'er, postkort m.m og er ellers klar til en snak.

Vores kære organist, Juan, har haft en utrolig travl, men også stor dag. Hele dagen har han været i gang, og han gør det fremragende. Dels har han spillet klassiske stykker på orglet, og dels har han fortalt alle gæsterne om kirken. Der er jo det finurlige ved vores kirke, at dens vinduer er glasmosaikker, og når man skal fortælle om kirken, må man nødvendigvis også fortælle om disse glasmosaikker. Og motiverne er alletiders udgangspunkt for at fortælle om, hvem ham Jesus er.

Adskillige bøger blev stukket i lommen. De er gratis, og de er en vigtig del af kirkens ministry. Bøgerne er ny testamenter, personlige vidnesbyrd fra jøder, der er blevet Jesus-troende jøder og desuden apologetiske fremstillinger.

Bed i dag gerne for de mange mennesker, der i dagens løb har været forbi kirken.

Og så var der den om...

2009-05-06T19:54:00.007+03:00

...jøden, der ringede til en lokal luthersk (af alle) kirke og spurgte, om ikke han måtte få lov at redesigne kirkens hjemmeside. Hans firma charger normalt 25.000 shekel (35.000 DKK) for den slags, men dette skulle nu være så ganske gratis; en donation oven på alle de koncerter, han har nydt i kirken de sidste par år.

Det er ikke en Århus-historie; det er en Jaffo-historie, men det lyder godt nok næsten for godt til...

Enhver, der har været forbi vores hjemmeside, kan nok se, at det ikke ville være nogen luksus. Den trænger en opdatering på alle fronter.

Jeg havde i forvejen tænkt, at det var en af de ting, vi inden alt for længe skulle forsøge at få optimeret, og så ringer han bare ud af det blå...

Det er klart, at en hjemmeside er et vigtigt aktiv for enhver kirke. Men ikke mindst her, hvor det at kunne checke 'den der kirke' ud anonymt har nogle lidt andre dimensioner, end vi kender hjemmefra, hvor kirken er nogenlunde stueren. Det er den ikke på samme måde her.

Vi skal mødes med ham på fredag. Så får vi se, om det var for godt til at være sandt. Bed gerne for, at vi må få lavet en hjemmeside, der kan blive endnu et stærkt aktiv i kirkens ministry. Skulle du have en god idé dertil, så tøv ikke med at sende mig en mail på christian@israel.dk.

Varm luft?

2009-05-04T12:42:00.004+03:00

I morges var der Desert Storm over Tel Aviv. Det er lige præcis knapt så vildt, som det lyder. Ørkenvinden kommer ind fra syd, og natten igennem har den flået godt i skodderne. Nu ligger den tørre, støvtykke luft tungt over byen, og termometret er trisset op på 35 grader. Det var vejrmeldingen.

I går aftes havde en russisk menighed sin første gudstjeneste i Immanuelkirken. Det er den tredje russiske menighed, der p.t. bruger kirkens lokaler. Der er blevet plads til dem, fordi en sudanesisk menighed har sagt deres aftale op. Det har de gjort, efter sigende fordi mange i deres menighed fattes penge i en sådan grad, at det kniber familierne at finansiere busbilletten. Nu mødes de i stedet et mere centralt sted.

I lørdags fejrede den koreanske menighed, der også holder til i vores lokaler, 2-års jubilæum. En af koreanerne har sagt, at det er, fordi de kunne samles her, at de overhovedet fik menigheden op at stå. Den tæller i dag 70 mennesker. Og nu samler de så ind til og betaler sudanesernes husleje, dér hvor de nu holder til.

Man går hen og bliver lidt varm om hjertet som nyankommet præst. Ikke pga. vejret, men pga. mødet med menigheder, der tager sig af hinanden. Der er bogstaveligt talt en verden til forskel på dem, når det gælder velstand, kultur og nationalitet. Men det gør det ikke. Det gælder Jesus, og i Ham er vi - og derfor naturligvis også kaldet til at være - én glokal husholdning. Det er ganske enkelt Kristi legeme i funktion - og det er ikke bare varm luft.

Indsættelse

2009-04-27T15:13:00.012+03:00

I lørdags blev vi indsat i tjenesten som præstefamilie. At det blev i lørdags har at gøre med, at da var bestyrelsen for JMI (Joint Mission to Israel), som har ansat os, samlet her i Jaffo.

Det var en god og fin dag. Flot opbakning i form af fremmøde fra danske og norske kolleger. Jeg prædikede (på engelsk), men ellers bokser jeg først med den hebraiske liturgi fra august, hvorfor Otto, som er vikarpræst her i foråret, havde den. Efter gudstjenesten havde vi hyggeligt sammenskudsgilde i menighedshuset, inden resten af eftermiddagen for mit vedkommende gik med bestyrelsesmøde i JMI.

Prædiketeksten var Joh 10,11-16. Sidste vers fortæller, at den gode hyrde samler de to fårefolde, Israel og folkene, til én flok. Jeg kender ikke noget, der udtrykker denne 'nye' flok bedre end vores menighed. Alverdens forskellige mennesker, jøder og hedninger, forenet i tro på Jesus.

Dagens sketch

2009-04-23T12:04:00.008+03:00

Det er ind imellem ganske underholdende at opleve, hvordan tingene fungerer (eller ikke fungerer) i Israel. Vi har haft nogle problemer med, at vores aircondition slår resten af strømmen fra. I forgårs og i dag har der så været et par elektrikere (far og søn - festlige fyre) at kigge lidt på sagerne, og de har fikset nogle dårlige kabler, automatsikringer mv. Air condition ville de ikke røre ved, idet der findes særlige folk, der har det som speciale. Fair nok.

I middags havde vi så besøg af en sådan tekniker, men det viste sig, at han bare kom for at checke problemet (som han selvfølgelig var blevet orienteret om i forvejen). To timer efter ville der så komme en, der kunne fixe det.

Det gjorde der også. Han kunne dog ikke finde ud af det, så det endte med, at han ringede efter de elektrikere, der var her først på ugen. De gik så tre mand og hyggede om aircon-boksen, og efter en times tid kom de og gav High Five, for nu var problemet løst. "Joffi", sagde jeg, men ville alligevel godt lige tjekke det. Da jeg kom ud til aircon stod den på OFF. Jeg tændte den, og væk var strømmen. De havde altså lavet deres final check med en slukket aircon. Ja, det kan vel ske for enhver.

Endnu en halv time gik, og nu er de så lige gået. Problemet er status quo, men nu sender de nogle andre teknikere. De kommer på mandag...

IC i P1's Orientering

2009-04-18T20:04:00.007+03:00

Først i februar var DR- og Politiken-journalist Hanne Foighel forbi til en gudstjeneste sammen med en schweizisk kollega. Efterfølgende skød hun lidt på den nye præst. Det kom der dette indslag ud af.

To hurtige kommentarer hertil:
1. Man kunne få indtryk af, at Lisbeth allerede har født, men der er stadig to måneder til nedkomst.
2. Jeg kunne ønske, at jeg lige havde været en tand skarpere på i det mindste én spørgsmåls-formulering. Det er klart, at vi hverken kan eller skal omvende nogen. Hele vores frimodighed består jo netop heri; at det er Helligåndens business og ikke vores. Omvendt ;-) er det klart, at vi er her med et ønske om, at mennesker møder Jesus til omvendelse, tro og efterfølgelse.

Update

2009-04-17T11:07:00.016+03:00

Her følger lige nogle højdepunkter fra de sidste 4 uger.

To uger før påske havde vi en lille forlænget weekend i Eilat. Det var skønt lige at trække stikket ud og træde lidt uden for de få kvadratkilometer, som vi ellers (med velbehag) har befundet os på de sidste 3 måneder. Hvis man lige tager over grænsen til Sinai (Egypten) kan man af og til få et værelse på et fem-stjernet Hilton-hotel til israelske hostelpriser, så det benyttede vi os af og boede skønt lige ned til hotellets private strand, hvor vi alle stornød sol, vand og hinanden.

Det var fredag, men lørdag fik Lisbeth rigtig, rigtig ondt i maven, så vi strøg til lægevagten, som kunne bekræfte, at der nok var en blærebetændelse på spil. Antibiotikaen tog sig hurtigt kærligt af det, så det er godt, om end det selvfølgelig satte sit præg på programmet.

Påske
Påskeferien er så småt ved at være ovre. Magnus måtte i dag igen komme i børnehave efter de har holdt lukket siden 30/3. Johans skole åbner først igen på tirsdag. Tja, det kan godt være, at de har 6 dages arbejdsuge hernede, men når de holder ferie, så går de immervæk også til den.

Vi har haft fornøjelsen af at have besøg af Lisbeths søster Birgitte i påsken. Hyggeligt at være sammen med familie i vores nye omgivelser, og for børnene (og dermed også forældrene) var det skønt med én ekstra at lege med.

Påskemåltid
Vi havde den glæde at være 44 til påskemåltidet onsdag i den stille uge. Dér sidder vi så en ganske broget forsamling og kan hver og en svare det samme på spørgsmålet om, hvorfor denne aften er anderledes ift. alle andre aftener:

Det er på grund af det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten. [...] Med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten, af trællehuset. (2 Mos 13,8.13).

Samtidig med at vi tænker på Israels udgang af Egypten, mindes og fejrer vi særligt den udgang, som Jesus opfyldte i Jerusalem (Luk 9,31); da han førte os ud af syndens trællehus (Rom 6).

Skærtorsdag
Vi og en af medarbejderne her ved kirken deltog i de lutherske menigheders fælles skærtorsdagsgudstjeneste i Redeemer Church i Den Gamle By i Jerusalem. Som afslutning på gudstjenesten gik vi syngende ud til Oliebjerget, hvor vi læste de passager af passionshistorien, der hører Skærtorsdag til. En god og fin dag.

Langfredag
Langfredag havde vi gudstjeneste i kirken med læsninger, bøn og refleksion. Det er jødisk skik, at man lægger en sten på graven som tegn på, at graven besøges. Ved hver stol i kirken lå der en sten, og efter gudstjenesten gik vi i andægtig stilhed ud og lagde hver vores sten ned i et trækors - som tegn på, at det var vore byrder og lidelser han bar; at det i den forstand er os, der har klynget ham op på korset. Men også som tegn på, at vi dermed også er klar over, hvor det er, vi kan slippe vore byrder - hvilken grav vi har brug for at besøge. Stærkt var det.

Påskedag
Påskedag blev fejret både påskelørdag og selvfølgelig påskedag. Jeg skal ikke lægge skjul på, at det var lidt specielt at fejre opstandelsen allerede lørdag morgen, men en stor del af menigheden mødes normalt til gudstjeneste om lørdagen, da søndag i Israel jo svarer til mandag i DK - dvs. arbejdsdag. Det var ikke desto mindre en herlig dag. Vores afrikanske venner i menigheden kom i festdragter fra Togo, Nigeria, Kenya og Ghana. De kan bare det dér.

At Jesus, da han - for ærligt talt ret mange år siden - gik ud af graven, for tid og evighed vendte grundlæggende op og ned på vores virkelighed, kan godt synes lidt på afstand af min virkelighed, når jeg fx sidder med mit kø-nummer på posthuset og venter en halv time på at købe nogle frimærker. Men det er jo præcis derfor vi mødes til gudstjeneste - for at lade Jesus minde os om, at den er go' nok; at det lige præcis er virkeligheden - i kirken som på posthuset onsdag eftermiddag. Og hvilket vidnesbyrd herom det så er at fejre påske sammen med to jøder, for hvem denne virkelighed er ganske ny. Inden for de seneste 6 uger er de her i kirken blevet døbt til at tilhøre Jesus, fordi de helt enkelt (selvom dette ingenlunde er enkelt for en jøde - om for nogen) gerne vil lade sig modtage af ham, som vil gi' sig selv til dem. Så er det, som om det var i går, at stenen blev rullet fra.

On Air

2009-04-06T18:28:00.003+03:00

Så er vi i luften med en blog. Vi håber, den kommer til at stå mål med vore egne forventninger om bare nogenlunde jævnlig aktivitet.

Vi sendte en hilsen til Israelsmissionens nyligt afholdte årsmøde, som fortæller kort om livets gang i vores lille familie. Den kan læses her.

Påsken står for døren, og vi vil ønske alle en velsignet påskefejring i Jesu Navn.